Skår i aftale om roadpricing
FRA FLERE SIDER i autobranchen har organisationer i årevis kæmpet en brav kamp for at gøre op med den utidssvarende danske afgiftspolitik på biler. Igen og igen på møder med politikere og embedsmænd har især bilforhandlernes og bilimportørernes organisationer forelagt modeller for en ny kurs. Senest har klimadebatten medført også bred folkelig appel om, at vi finder en helt anden model for bilafgifterne, så vi kan køre nye, miljøvenlige biler. Derfor er det yderst uheldigt, at vi i Danmark åbenbart har lænet os så kraftigt op ad hollandsk teknik uden at have hånd i hanke med udviklingen - at vi nu står uden et alternativ.
DET GRÆNSER TIL det uansvarlige, når man som politiker kan følge en blødende autobranche, at man ikke har sørget for tilpas hjemlig føling med en så vigtig udenlandsk part. At man end ikke har alternativer, hvis den udenlandske løsning kollapser. Muligvis er vi nødt til at bruge tid og penge til selv at opfinde den dybe, tekniske tallerken selv. Måske i samarbejde med andre udenlandske partnere. Men tiden går. Og autobranchen har brug for en omlægning af bilafgifterne. Man kunne forledes til at tro, at politikerne blot lurepasser, fordi de alternative drivmidler vælter frem for tiden og gør en udgiftsneutral afgiftsomlægning uoverskuelig. På autobranchens bekostning. Fri os for denne utålelige tanke. Få styr på den roadpricing hurtigst muligt, hvis det politiske ønske er at koble den med nye bilafgifter, så Danmark kan komme på omgangshøjde med øvrige vestlige lande hvad angår en tidssvarende bilpark.