Flere vasker bilen selv - til skade for miljøet
Den årlige statistik fra Energi- og olieforum viser et fortsat fald i bilvaske foretaget i vaskehaller. Og det er en dårlig nyhed for miljøet, mener EOF.
I Danmark bliver der i alt foretaget 15,5 millioner bilvaske om året, og Energi- og olieforum vurderer, at antallet af manuelle bilvaske er steget med omkring fem millioner vaske årligt fra 2008 til 2009. Og det er en dårlig nyhed for miljøet, påpeger EOF.
Det gennemsnitlige vandforbrug i vaskehaller er lavere end ved manuelle vaske. De mest effektive vaskehaller bruger kun 20 liter rent vand per vask, hvor der ved en manuel vask nemt bruges 100 liter vand.
Vaskevandet fra vaskehaller ledes via en kloak til det kommunale renseanlæg, hvorimod op til 2/3 af spildevandet fra manuel vask skønnes at ende urenset i naturen.