Cabrioleter i frit fald
Det er nu så billigt at flekslease åbne biler, at cabrioleter står til at falde kraftigt i pris. Sælg dem til eksport nu, råder Bilpriser.dk
Brugtpriserne på cabrioleter er i inde i et sandt uvejr, og en måde at redde nogle af pengene på er ved at sælge dem til eksport og vælge en anden form for ejerskab, fleksleasing, oplyser online vurderings- og brugtbilsiden Bilpriser.dk, hvis eksperter har analyseret situationen for B. T.
- Reglerne for registreringsafgifter er ændret i 2009 og det er nu muligt for leasingselskaberne at betale registreringsafgiften i småbidder, fortæller chefanalytiker Niels Grøftehauge fra Bilpriser.dk.
- Før blev alle importerede cabrioleter pålagt hele registreringsafgiften på en gang. Nu kan leasingselskaberne hente de brugte til Danmark, når de er tre år gamle og nøjes med at betale en halv procent af afgiften per måned.
- Det betyder, at de kan give forbrugerne nogle meget attraktive tilbud på fleksleasing, og derfor vil færre købe de brugte cabrioleter. Og så falder de naturligvis til priserne igen er konkurrencedygtige siger Niels Grøftehauge.
Eksempelvis regner han med, at en af de brugte VW Golf 1.6 Cabriolet fra 2004, der er annonceret på Bilpriser.dks bilbase til 149.000 kr. vil falde med hele 76 pct. over de næste fem år og yderligere 50.000 km. Kun Mazda MX-5, der har opnået en form for kultstatus, vil klare sig hæderligt. Et brugt eksemplar fra 2005 til 187.000 kr. ventes at falde 54 pct. over fem år og de ekstra 50.000 km.
Den ny situation gør, at man enten skal beholde sin brugte cabriolet og acceptere det værditab, der kommer. Mange køber jo cabrioleter med hjertet. Eller man skal redde, det man kan, og så anvende pengene i en fleksordning af samme bil. Det vil i mange tilfælde være en bedre forretning efter de fem år der beskrives her.