23948sdkhjf

Kapital nødvendig til FCM Superleague Formula

Fodboldklubben forsøger at tiltrække nye investorer og sponsorer for ikke at måtte trække sig fra ellers succesfuldt motorsportsinitiativ.
Der er masser af perspektiv i Superleague Formula, og udbyttet i debutsæsonen var stort. Men kommer der ikke nye samarbejdspartnere, må FC Midtjylland trække sig ud af racing, melder den midtjyske fodboldklub med base i Herning.

- Som FCM’s økonomi tegner sig, kan klubben ikke drive teamet videre på egen hånd, siger Claus Bertelsen, adm. dir. i FC Midtjylland, der ikke stikker noget under stolen i sin vurdering af virksomhedens første sæson med det nye forretningsområde, FCM Racing.

- Brandingmæssigt har det været en succes, og vi har fået kontakt til en række internationale fodboldklubber, vi normalt ikke er i nærheden af. Men vi er ikke i stand til at drive det videre alene. Den kommende sæson afhænger af, hvorvidt nye investorer og sponsorer kan se potentialet i en ekspanderende, international løbsserie med fine seertal. Sker det ikke, trækker FCM sig, konstaterer Claus Bertelsen.

Flere løb i 2010

FC Midtjylland betrådte ukendt land, da klubben i 2009 gik ind i motorsport via Superleague Formula, hvor fuldblodsracere i Formel 1 set-up repræsenterende internationale fodboldklubber kører mod hinanden.

FCM-raceren med Kasper Andersen som pilot blev i debutsæsonen præget af en række tekniske problemer, men i løb uden uheld viste Andersen talentet med pole-position og en podieplads. Seertallene nationalt og internationalt var fine og interessen stor. Det er blandt andet baggrunden for, at serien i den kommende sæson udvides fra seks til 12 afdelinger. Også Kasper Andersen er involveret i bestræbelserne på at sikre en dansk racer i serien.

- Vi har gang i noget unikt, der er en kæmpe mulighed for dansk motorsport til at profilere sig internationalt. Et motorsportsakademi er en oplagt mulighed til at skabe nye, danske motorsportstalenter. Derfor er jeg selv aktiv i bestræbelserne på at drive teamet videre, forklarer Kasper Andersen, der her i vinter kører i USA.

Ros fra sponsor

Henrik Kastbjerg, adm. dir. i IT Relation, var med FCM Racing på Estoril-banen i Portugal.

- Man kommer virkelig tæt på kørere og biler. Vi sparkede dæk, da bilerne stod klar til start. Og vi var blot to meter væk, da otte mekanikere skiftede en motor mellem løbene. Det kan ikke lade sig gøre i Formel 1. Forretningsmæssigt var det givende at være sammen med de øvrige sponsorer en hel weekend. Vi lærte hinanden at kende på en ny måde, siger Henrik Kastbjerg.

Organisationen bag Superleague Formula er begejstret for samarbejdet med FC Midtjylland, der har lagt et stort arbejde i at udvikle serien med blandt andet eget hospitality-område ved løbene, promotion i forbindelse med hjemmekampe og eksponering ved løb på Jyllands-Ringen. Superleague Formula ser gerne FCM Racing fortsætte i denne sæson.

- Der er ingen tvivl om, at Superleague Formula har meget at byde på i forhold til international markedsføring, dansk motorsport og talentudvikling. I forbindelse med sidste afdeling på Jarama-banen ved Madrid bød programmet på fodbold hos Atletico Madrid lørdag aften og motorløb søndag. Det er en perfekt udvikling med masser af synergi, siger Claus Bertelsen, der lige nu afsøger markedet for mulige sponsorer og investorer.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079