DM ikke så svedigt ved start
Kvaliteten på opgaverne var ok, men hastigheden haltede, meldte arrangørerne af DM for Mekanikere på førstedagen af AutoTeknik fagmessen. Fredag blev farten sat op.
- Vi har ikke set den sved, vi plejer, for det halter med hastigheden på opgaverne. Men kvaliteten af arbejdet er ok. Mekanikerne giver udtryk for, at de føler sig udfordret, fortalte Martin Hansen.
Hver af de fem opgaver var berammet til en halv time. Fredag var der mere fart over feltet.
Arrangørerne betegner dette DM som det bedste hidtil ud af de fire i alt. Ved åbningen af fagmessen og DM var det tydeligt, at flere tilskuere end tidligere fandt vej til den store DM-stand for enden af Arena-hallen, hvor de på en storskærm kunne følge afviklingen og pointgivningen, som vi viser i resultat-boksen ved denne netartikel.