23948sdkhjf

Mobiltelefoner og bilkørsel kan gavne miljøet

Mobiltelefoner og bilkørsel er en cocktail, man advarer imod. I hvert fald hvis man snakker løs under kørslen og presser telefonen mod øret med sin ene hånd. Men bruger man sin mobiltelefon, inden man sætter sig bag rattet, kan det rent faktisk gavne miljøet, trafiksikkerheden og ikke mindst pengepungen.

En helt ny hjemmeside – greendriving.dk – tilbyder nemlig alle landets bilister et nyt værktøj, der hjælper dem til at spare penge, begrænse CO2-udslippet og højne trafiksikkerheden. Samtidigt. På hjemmesiden kan man bestille 18 lektioner med videoundervisning, som man kan downloade til sin mobiltelefon, hvorfra man kan se dem, inden man sætter sig i bilen, så køreturen forvandler sig fra en omkostning til en besparelse.

- Hvis man forstår at køre mere økonomisk i dagligdagen, er det virkelig noget, man kan mærke på pengepungen, lover manden bag greendriving.dk, kørelærer Karsten Troelsen.

- Der skal ikke så meget til, førend man kan reducere sit brændstofforbrug med 15-20 procent, når man sidder bag rattet af sin bil eller varevogn. Det vil betyde en markant reduktion af forureningen, men samtidigt have en fantastisk økonomisk effekt, både for den enkelte bilist, men også hele landet, hvor vi jo henter megen råolie i udlandet, tilføjer han.

Karsten Troelsen ved, hvad han taler om. Tre gange er han løbet med pokaler, når Dansk Automobil Sports Union har kåret Danmarks bedste i brændstofbesparende kørsel. Siden 1972 har han undervist tusindvis af danske bilister og lastbilschauffører, ligesom han også har fungeret som instruktør, når nye kørelærere skulle uddannes.

- Jeg har mødt lastbilschauffører, der efter at have været igennem vores kurser har sparet 7000 kroner om måneden på deres brændstofforbrug. Og det kan mærkes. Specielt hvis man som vognmand har 20 lastbiler i flåden, siger Karsten Troelsen. Det er blandt andet derfor, at han nu har udviklet sine kurser, så de kan downloades til mobiltelefonen.

- Det er et medie, som alle kan bruge, når som helst og hvor som helst – men bare ikke, når man kører. Har man en pause, når man holder ind for at strække benene, kan man se klippene igen og igen. Så kan man afprøve dem i sin måde at køre på i for eksempel bykørsel og hurtigt opleve, hvordan det hjælper en.

De 18 lektioner indeholder mange forskellige situationer – bykørsel, landevejskørsel og motorvejskørsel – og udover at give tips til at opnå en brændstofbesparende køremåde indgår der også korte repetitioner af dagligdags færdselsregler i lektionerne.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.085