Undervognsbehandling på samlebånd
Der er et effektivt flow i bygningen, der er dedikeret undervognsbehandlingen hos Topservice i Ballerup.
- Men da min far for ni år siden byggede til og indrettede bygningen til undervognsbehandling, var det netop det effektive flow, der var vigtigt, fortæller han.
Den næsten 25 meter lange bygning er indrettet med fire arbejdspladser i forlængelse af hinanden og en vaskehal i et separat lokale.
På den første plads foregår rengøring af undervognen med højtryk efter eventuel demontering af inderskærme.
På næste station tørres bilen og ruder og karrosseri oversprøjtes med et boblende sæbelag, der gør senere afvaskning af sprøjt af rustbehandlingsolien meget effektiv.
Det er også her, at eventuel boring af huller i vanger, paneler, døre med mere udføres efter specielle sprøjteskemaer, som findes for hver enkelt bilmodel. Samtlige hulrum sprøjtes derpå med et tyndt penetrerende rustbeskyttelsesmiddel.
Endelig kommer pladsen, hvor undervognen rustbeskyttes med et tyndt penetrerende rustbeskyttelsesmiddel fra Mercasol, som er vigtigt for samlinger og svejsninger. Behandlingen afsluttes med et slidlag bestående af bitumen og voks. Gummipropper monteres i de borede huller.
På sidste arbejdsplads vaskes bilen og hjul og andre demonterede dele monteres. Her kommer behandlingen med sæbeskummet til sin ret, da det "uautoriserede sprøjt", som næsten ikke kan undgås, vaskes meget nænsomt af.
En ændring af opgaverne
Da størstedelen af opgaverne har været for forhandlere og på fabriksnye biler, har man hos Topservice godt kunne mærke krisen. Til gengæld har der været tilgang af rystbeskyttelser på de ældre biler, da mange bilejere har set det nødvendigt at passe bedre på deres gamle bil.
- Når der ikke bliver solgt nybiler, skal de heller ikke antirustbehandles, siger Casper Stenz.
Men der ligger en opgave hos bilsælgerne i at huske at få køberne gjort opmærksom på, at nye biler skal rustbehandles, det er ikke det bedste lige at vente fem år, siger Casper Stenz.
Han mener nu også, at mange forhandlere bruger en undervognsbehandling som "tilbehør" og "ekstraudstyr" i en handel.
- Og det er en meget fornuftig ordning, siger han. Når flowet rigtig fungerer, kan de to mand, der arbejder med undervognsbehandlingen, få fem biler igennem på en dag og opretholde en høj kvalitet på alle behandlingerne.
Den ene mand foretager afvaskninger og demonteringerne, og den anden er ham, der foretager sprøjtningerne.
Begge kan også udføre andre opgaver hos Topservice, eksempelvis klargøring, polering med mere.
Alsidigt
Topservice er et alsidigt værksted og tager alle til faget hørende opgaver.
- Vi håndterer alt fra den enkelte kundes bil til servicering og vedligeholdelse af store flåder.
Alle afdelingerne er udstyret med de nyeste former for værktøj og den teknik, der kræves, for at håndtere og servicere vore kunders biler optimalt og professionelt.
Således har vi gennem mange år haft et bredt samarbejde med både leasing og udlejningsselskaber, fortæller Casper Stenz.
Casper Stenz har "kun" været ansat i virksomheden i fem år, men har rendt der fra barnsben og skruet på alt, hvad hans far, Ole Stenz, gav lov til.
- Jeg har ikke en uddannelsesmæssig baggrund som mekaniker, det fik jeg ind med modermælken, men er uddannet i økonomi og ledelse på CBS, fortæller Casper Stenz, der overtog Topservice 1. januar i år.
Der er ansat 16 personer i virksomheden.