23948sdkhjf

Slagfærdig direktør bliver aktiv pensionist

Afskedsinterview med Preben Kjær om autobranchen, konkurrentens tvangstanker, SAS, Falck og fremtiden.
Danmarks Automobilforhandler Forenings slagfærdige og idérige direktør gennem 18 år, Preben Kjær, som fylder 70 år til maj, er per 1. august blevet afløst af den næsten 20 år yngre Jens Brendstrup på posten, og med udgangen af august er det helt slut med D.A.F. for Preben Kjær.

Motor-magasinet aflagde tidligere på måneden den flittige debattør et visit i privaten i St. Heddinge på Stevns, hvor Lis og Preben Kjær har boet siden 2004, og fik en snak med den afgående direktør om både fortid, nutid og fremtid.

- Min første aftale med D.A.F. gik egentlig, til jeg fyldte 65 år, og blev siden forlænget, til jeg fyldte 67 år. Men så stod vi midt i krisen, og det var ikke et godt tidspunkt at skifte direktør. Vi blev derfor enige om endnu en forlængelse, som egentlig kunne løbe til næste år, hvor jeg fylder 70 år (26. maj), og D.A.F. fylder 75 år (20. maj), men for mig passer et skifte fint nu – man skal jo ikke bæres ud, konstaterer Preben Kjær på bænken i baghaven.

- Jens får nu lejlighed til at tage fat i de nye tegn på fremgang, vi ser efter krisen – og det er positivt. For mig gælder det om, at Jens Brendstrup får så god en start som muligt. Jeg har det godt med D.A.F., som har givet mig en fin opbakning, siger Preben Kjær, som virker afklaret og i fin harmoni.

- Det handler ofte om at gøre det rigtige og det rigtige tidspunkt. Og Jens Brendstrup ser på organisationen med nye øjne. Jeg tror, at han er en rigtig god mand for D.A.F. med en god alder samt en stille og rolig person, tilføjer han.

Preben Kjær klør den ni år gamle schæferhund, Cirkeline, bag øret – en hund som i sin tid var en del af inventaret hos D.A.F. på Alhambravej og dermed en del af historien, og lidt efter kommer sønnen Jesper forbi med det yngste barnebarn på halvandet år.

Overgangen var knapt så glidende, da Preben Kjær selv i 1992 tog over efter navnkundige D.A.F.-direktør Nedergaard. Dengang var Leif Stiholt formand for D.A.F., men det var allerede besluttet, at den karismatiske Allan Meiniche skulle være den næste formand.

- Jeg havde et fantastisk samarbejde med Allan Meiniche i mange år, indtil han gik af i 2004, og siden har jeg haft et fint samarbejde med Knud Nielsen, som har været med i bestyrelsen i mange år.

Bredt samarbejde

Fra sin SAS-tid var Preben Kjær vant til nogle image-målinger helt i top.

- Jeg brændte mig hos D.A.F., da jeg troede, at bilforhandlerne kunne opnå det samme. Men det kan de ikke – udgangspunktet er et andet og gruppen for uens. Image-forbedring er en stor opgave, hvor kæden jo aldrig er stærkere end det svageste led, siger Preben Kjær, som dog ser frem til resultatet af branchernes imagemåling til efteråret.

- Jeg er sikker på, at vi er blevet bedre – måske fordi nogle af de andre brancher er blevet dårligere – tænk bare på bankernes image i seneste år, tilføjer han.

De seneste år har D.A.F. ligget i indædt konkurrence med Bilbranchen under DI.

- I D.A.F. er vi gode til at være iværksættere. DI er dygtige på arbejdsgiver-området, men har svært ved at få fat i branche-området. Jeg mener, at DI bør opgive deres tvangstanker om en bestemt arbejdsgiverforening, og jeg tror på, at man på sigt kan finde sammen i en brancheforening, uden at man skal være med i en arbejdsgiverforening. Jeg tror, at det brede samarbejde i branchen vil erstatte tvangstankerne, men jeg tror også på, at D.A.F. stadig vil eksistere om for eksempel 10 år, vurderer Preben Kjær.

I øvrigt kan D.A.F. den 20. maj 2011 fejre sit 75 års jubilæum.

Flytning ikke fortrudt

I gamle dage organiserede D.A.F. omkring 800 medlemmer – et tal som blev halveret, men nu er der over 500 medlemmer.

- Langt de fleste er nyvognsforhandlere, og vi får langsomt medlemmer tilbage, oplyser han.

I 2006 solgte D.A.F. det agtværdige domicil på Alhambravej på Frederiksberg for 14 millioner kroner og flyttede ind i Autobranchens Hus i Taastrup ved siden af blandt andre CAD.

- Det har vi ikke fortrudt et sekund. Vi har ingen problemer, men kører derimod en række små projekter med vores kollega-foreninger, bemærker Preben Kjær.

Da D.A.F. flyttede talte staben 14 medarbejdere, hvilket skulle skæres ned til halvdelen. I dag er der otte ansatte hos D.A.F.

Værre konkurrence

Preben Kjær er født og opvokset på Lyngbyvej i Hellerup, men flyttede siden til Glostrup.

Som voksen har han blandt andet boet i Dragør og på Amerikavej på Vesterbro i 2001-04, inden parret flyttede til St. Heddinge, hvor Lis Kjær stammer fra. Parret har også haft sommerhus i Rødvig, men det er solgt nu.

Preben Kjærs karriere har formet sig i tre markante dele: Falck, SAS og D.A.F.

- Jeg havde 21 år hos Zonen og Falck. Det var en fantastisk tid med mulighed for at afprøve mange ideer. Det førte også til et fantastisk samarbejde med blandt andre Rigspolitiet og Rådet for Større Færdselssikkerhed. Jeg fik i min Falck-tid et kæmpe netværk, som jeg kunne bruge i min tid hos D.A.F, fortæller han.

I 1982 blev Preben Kjær headhuntet til SAS, hvor det blev til ni år: Tre år i Danmark, tre år i Stockholm og til slut tre år i København. Det var i SAS’s gyldne tid.

- Jan Carlsson, som lige var blevet ansat, er den bedste chef, jeg har haft – og så var han 10 år forud for sin tid. Det var en sjov og spændende tid i en branche, hvor man allerede i 1992 begyndte at frigive konkurrencen – det har så taget 18 år, konstaterer Preben Kjær og trækker paralleller til autobranchen, hvor EU først for alvor i 2002 lod skellene begynde at falde.

- Og konkurrencen i autobranchen bliver kun værre, vurderer han og peger på 2013 som en milepæl.

- Desuden lærte jeg i SAS at være et konkurrence-menneske, bemærker Preben Kjær.

Der er reception tirsdag den 31. august kl. 14-17 i D.A.F.’s lokaler i Autobranchens Hus, Kirkevej 1-3, Taastrup
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063