ABS-system til motorcykler
Den Gule Engel 2010 til Bosch.
- Den nye omkostningsoptimerede konstruktion gør for første gang systemet økonomisk overkommeligt for alle motorcykelklasser. Vi støtter dermed en hurtig udbredelse af denne livreddende teknik, udtalte Dr. Werner Struth fra ledelsen af Bosch Chassis Systems Control.
Med dette års pris er det tredje gang Bosch får den eftertragtede innovationspris, der har været tildelt hvert år siden 2005.
Bosch har fremstillet bremsereguleringssystemer til motorcykler siden 1994. Mens alle ABS-systemer på markedet hidtil har været baseret på personbilsteknik, har ingeniørerne fra Boschs udviklingscenter i Japan nu for første gang udviklet en ny ABS-generation specielt til motorcykler.
Det nye "ABS 9" er med en vægt på 0,7 kilogram nede på halv størrelse i forhold til sin forgænger. Det gør det til markedets mest kompakte system. Det er desuden konstrueret økonomisk overkommeligt, hvilket er en vigtig forudsætning, hvis det skal anvendes bredt i alle motorcykler med hydrauliske bremsesystemer. ABS til motorcykler er en del af en ny modulær generation fra Bosch, hvoraf den første variant gik i serieproduktion i november 2009.
Risikoen for at omkomme ved en ulykke med en motorcykel er 20 gange større, end hvis man kører bil ved den samme tilbagelagte distance, påpeger Bosch.
Undersøgelser beviser potentialet
Eksperter betragter ABS-systemet som en stor sikkerhedsgevinst. En undersøgelse offentliggjort af det tyske vejvæsen BASt i 2008 konkluderer, at der ville være 12 procent færre trafikdræbte motorcyklister, hvis alle motorcykler havde ABS.
En undersøgelse offentliggjort i oktober 2009 af det svenske Vägverket har vist en endnu større effektivitet: 38 procent af alle motorcykelulykker med personskade og 48 procent af alle alvorlige ulykker og ulykker med dødelig udgang kunne forhindres med ABS, oplyser Bosch.
Med det aktive sikkerhedssystem kan motorcyklister bremse sikkert i kritiske situationer uden at være bange for, at hjulene blokerer, og derved undgå et ellers uundgåeligt styrt. Bremseafstanden reduceres væsentligt.
Hidtil er kun hver 10. nye motorcykel i Europa udstyret med dette system, og på verdensplan er det kun hver 100. Til sammenligning ligger tallet for personbiler på verdensplan på 80 procent.