23948sdkhjf

Godt gemt rallybombe, men ikke glemt

Peugeot 205 Turbo 16 kan, trods manglende servostyring og knaldhårde bremser, stadig henrykke her 25 år efter sin fødsel, der ikke gav den levetid på banerne.
I 1985 kom Peugeot med den rappe 205 Turbo 16 til VM-serien i rally, men den nye model fik en kort levetid. FIA ændrede reglementet i Gruppe B. Der blev solgt fem enheder af rallybomben i Danmark, som dengang kostede den nette sum af én million kroner.

Den ene version blev benyttet af den tidligere rallymester Jens-Ole Kristiansen, Sorø, som i dag driver en stor Peugeot forretning. Han er samtidig ansvarlig for Peugeots rally-aktiviteter på forhandlerbasis, sammen med Peugeots tekniske chef Keld Seidler, der selv kører rally.

I dag benytter Peugeot den nye 207 S2000, der vandt DM sidste år, og er godt vej igen i år. Den trækker også på alle fire efter det nye reglement, og der kommer nyt reglement med mindre 1.6 liters turbo-motorer.

Men tilbage til rallybomben fra 1985, som vi havde mulighed for at køre forleden.

Modellen har stået hos Peugeot importselskabet i 25 år. Bag rattet af den rappe bil går de 25 år ikke ubemærket hen, selv om det var standardbilen, vi havde fat i. Den er stiv og støjende som bare pokker. Det skulle den jo være i konkurrence. Rally er ikke komfort. Men kors i hytten, hvor den trækker derud af. Motoren ligger lige bag de to forsæder, og der er kun plads til to. Den mangler servostyring. Det stiller krav til armkræfterne, når man skal vende dyret. Bremserne virkede som om, der manglede bremseforstærker, hvad den havde, men der skal trædes meget hårdt. Her er forklaringen måske den, at bilen har stået stille meget længe. Det samme med støddæmperne, der knirkede undervejs. Bremserne er ventilerede foran, og meget større end på den almindelige 205’er.

Teknisk særstykke

Rallybomben havde kun kørt 267 kilometer, da vi satte os bag rattet. En "ny" bil, der har 25 år på bagen, er en sjældenhed. Den har firecylindret 1.8 liter 16V motor med turbo, der yder 200 hk i standardtrim, som bilen vi prøvede. Til VM i rally havde den 450 hk i evolution2. For 25 år siden var det ikke almindeligt, at en Peugeot havde 16V-topstykke.

Tophastigheden i modellen, vi prøvede, loves til 210 km/t, som var en del dengang, med 0-100 kilometer på kun 6,0 sekunder, og den trækker som nævnt på alle fire hjul.

På grusvejen kommer den hurtigt af sted på hastighedsprøverne. Her var den superb for 25 år siden. Sæderne er skålformede, men ikke som i dag. De var ikke særligt behagelige, men det var de sikkert dengang.

Den er kun fem gears med en meget stram kobling, der skal trædes helt ned til brædderne, hvilket vi hurtigt fandt ud af.

Ny og bedre æra

Basiskonstruktionen var den almindelige Peugeot 205-serie, der blev ualmindelig populær, også her i landet. Den markerede samtidig en ny æra fra Peugeot, med Jaques Calvet i præsidentstolen. Han indledte den ny Peugeot æra, til det vi kender i dag. Bedre kvalitet, og en række nye modeller, som alle fik succes.

Calvet var kontroversiel, og udtalte blandt andet i Japan, under afvikling af Tokyo Motor Show, at japanske bilarbejdere arbejdede meget længere om ugen end i Europa og USA, og uden at holde samme antal feriedage. Det gav overskrifter i Japan, og hjemme i Frankrig forsøgte man at boykotte japanske produkter. Det var omkring den tid, at Peugeot 205 og Turbo 16 så dagens lys. En sjov bil at køre 25 år efter fødslen, men der er unægtelig sket meget siden, selv om den var super moderne dengang.

Teknikken i Peugeot 205 Turbo 16

• Motor: Fire-cyl. 1775 ccm, 16V, turbo, Bosch K-Jetronic indsprøjtn, letmetalblok placeret bag de to forsæder, 200 hk v. 6750 o/min. Max. drejningsm. 255 Nm v. 4000 o/min. Tank 2 x 55 l.

• Topfart: 210 km/t. 0-100 km/t. 6,0 sek.

• Transmission: Femtrins manuel, træk på alle hjul m. centerdifferentiale m. bremse, samt på baghjulene, type Ferguson.

• Benzinøkonomi: Opgives ikke.

• Styretøj: Tandstang u. servo. Vendediam. 11,5 m.

• Egenvægt: 1145 kg. Rallyversion, 910 kg.

• Bremser: Vent. skiver med forstærker. Håndbremse, baghjul.

• Mål, l/b/h mm: 382/1700/1335, akselafstand, 2540, sporvidde, 1430/1430.

• Dæk: Michelin 210/55 TRX 390.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094