Hver fjerde nybilkunde overvejer privatleasing
Antallet af privatleasinger er i vækst, og stadig flere danskere overvejer privatleasing næste gang, bilen skal udskiftes. Nye tal fra Gallup viser, at 24 procent af alle potentielle nybilkunder overvejer privatleasing.
- Analysen viser, at det efterhånden er en stor andel af bilkunderne, der overvejer privatleasing, og at markedet nyder stor popularitet blandt forbrugerne. Privatleasingkunderne er især drevet af gode tilbud, hvorfor modeller som Fiat 500 og Honda Accord har solgt helt utrolig godt netop på grund af gode privatleasingtilbud. Og med den nye standardkontrakt, som er udarbejdet i et fællesskab af FDM og Finans & Leasing, er der efterhånden stor tryghed for forbrugerne i at bevæge sig ind i dette marked, siger Jens Enghave, Bilbranchen.
Kan skyldes lave renter
Antallet af privatleasede biler har været i kraftigt vækst de seneste par år. Ifølge tal fra Finans & Leasing er antallet af biler solgt til privatleasing steget med 26 procent i første halvår 2010 i forhold til samme periode sidste år.
- Det er vigtigt at huske, at privatleasing er boomet i en periode, hvor renten har været ekstremt lav, og fortsat er det. Der er ingen tvivl om, at leasingtilbuddene har været påvirket af dette. Og priserne på privatleasing vil følge med opad, når renten begynder at stige. Spørgsmålet vil da være, om privatleasing fortsat kan konkurrere med en almindelig finansiering, som jo også bliver dyrere i takt med stigende renter. Det kommer an på, om bilkøberne sammenligner leasingydelser med finansieringsydelser eller udsalgspriser, mener Jens Enghave.