23948sdkhjf

Batteriskifte til el-taxier i Tokyo

Mandag fremviste Better Place verdens første batteriskiftestation til el-taxier i det offentlige rum i Tokyo, hvor et projekt med el-taxier skal bane vejen for en fremtid med mere bæredygtig taxakørsel. Også i Danmark oplever Better Place interesse for et skifte til el-taxier.
Better Place demonstrerede mandag den 26. april verdens første el-taxi med udskiftelige batterier i samarbejde med det japanske økonomi-, handels- og industriministerium og Nihon Kotsu, der er Tokyos førende taxiselskab. Dermed er en vigtig milepæl nået i det japanske el-taxi-projekt, som blev offentliggjort i august sidste år.

Projektet skal gennem de kommende tre måneder demonstrere perspektiverne ved intensiv kørsel i el-taxier og samtidig teste Better Place’s batteriskifteteknologi under reelle operationsforhold. Erfaringerne skal bruges som forberedelse til opførelsen af batteriskiftestationer i Better Place’s markeder, herunder Danmark, hvor den første batteriskiftestation er projekteret til opførsel i slutningen af 2010.

- Tokyo har i alt 60.000 taxier - flere end London, Paris og New York tilsammen. Med de mange kilometer de kører og deres store synlighed i gadebilledet, kan el-taxier skubbe på udviklingen af et massemarked for elbiler og for batteriskifteteknologien, siger Kiyotaka Fujii, president i Better Place Japan.

- Siden offentliggørelsen af projektet er vi blevet kontaktet af byer over hele verden, som er interesserede i at indføre el-taxier for at mindske CO2-udledningen og forbedre luftkvaliteten. Herudover har elektrificeringen af taxierne naturligvis også et betydeligt økonomisk potentiale, tilføjer han.

Taxier udgør kun to procent af Tokyos personbiler, men de står for cirka 20 procent af personbilernes samlede CO2-udledning, fordi de kører så mange kilometer hver dag.

I Danmark er der også interesse for el-taxier, og med 5500 danske taxier, hvoraf 2300 kører i København, er der også herhjemme en stor potentiel gevinst at hente med el-taxier i form af mindsket CO2-udledning og luftforurening, oplyser Better Place Denmark, som er i løbende dialog med taxi-selskaber i flere danske kommuner, om hvordan et skifte til el-taxier bedst lader sig gøre, og hvordan Better Place’s batteriskifte- og opladningsteknologi kan hjælpe med at sikre, at el-taxierne kan køre lige så langt og længe som de traditionelle taxier – men med mindre belastning af klimaet og uden forurenende udstødningsrør.

Batteriskifte bliver nøglen

I Tokyo skal Better Place og Nihon Kotsu operere med tre el-taxier, der er udstyret med udskiftelige batterier. El-taxierne skal betjene kunderne fra en taxibane forbeholdt miljørigtige køretøjer ved Roppongi Hills i det centrale Tokyo. Taxierne er ombygget til el-drift og batteriskifte af Better Place i samarbejde med A123 Systems, der har leveret batterierne.

Det batteriskiftesystem, der nu er opsat i Tokyo, byder på en række forbedringer i forhold til det system, der blev fremvist i Yokohama sidste år, herunder integreret batterioplagring og opladning med optimal temperaturstyring. De tre biler kan betjenes hurtigt efter hinanden på batteriskiftestationen, som også sikrer en optimal batterilevetid og ydelse, der kan monitoreres online i realtid.

Fordi el-taxierne, som det er tilfældet for taxier i det hele taget, oftest skal køre i døgndrift, er der ikke tid til, at de står stille i længere tid for at blive opladet. Men på batteriskiftestationen oplades el-taxien øjeblikkeligt med udskiftning til et fuldt opladet batteri og er straks klar til at køre videre. Det gør batteriskifte til en oplagt teknologisk løsning til elektrificering af taxi-flåder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.024