23948sdkhjf

Autoværksted føler sig snydt i konkurssag

Toftens Automobiler i Brøndby har 132.000 kroner til gode hos konkursramte Tjørnely Auto. En virksomhed, der kører videre i nyt navn og stadigvæk i AutoMester kæden.
Den 12. marts i år gik virksomheden Tjørnely Auto A/S konkurs. Men allerede en måned tidligere, nemlig den 5. februar, åbnede et nyt firma under navnet Tjørnely Autoservice ApS - med nogle af de samme mennesker bag roret og stadig med i AutoMester kæden. Det oplyser indehaver af Toftens Automobiler ApS i Brøndby, Per Jensen, som sammen med andre kreditorer sidder med en dårlig smag i munden og hundredtusindvis af kroner i klemme.

- Vi kan se på, at Tjørnely Auto blot kører videre, som om intet er sket. Vi har pt. 132.000 kroner til gode hos Tjørnelys Auto A/S, inklusive renter og advokatomkostninger. Pengene stammer fra et samarbejde, der varede et år, og som gik på, at vi malede biler, primært forsikringsskader, for virksomheden, fortæller Per Jensen.

Da det gik op for Toftens Automobiler, at Tjørnely Auto A/S ikke havde mulighed for at betale sine regninger, tilbød man en afdragsordning.

- Jeg ved, at det kan være hårde tider, og det kan jo ske, at man kommer i klemme. Derfor fik Tjørnely Auto selv lov til at bestemme, at man ville afdrage med 5000 kroner om måneden. De betalte to gange, og derefter så vi ikke flere penge, fortæller Per Jensen, der standsede samarbejdet i januar i år.

Siden har man forsøgt at få fat i sine penge og vil gerne advare andre, der kan være kommet i samme ubehagelige situation som Toftens Automobiler.

- Det påvirker os da, at vi kan se Tjørnely Auto blot tilføjer et "service" til deres oprindelige navn og kører virksomheden videre med ny ejer på papiret, men med de samme mennesker bag virksomheden. Som leverandør opdager man måske ikke, at virksomheden har skiftet navn? Vi mener, at Tjørnely Auto har været fuldt bevidste om, at vi udførte et stykke arbejde, som de ikke kunne honorere, siger Per Jensen.

- Med et beløb så stort som 132.000 kroner kunne Tjørnely Auto lige så godt have trukket os med ned og stillet mine medarbejdere op i arbejdsløshedskøen. Men det, der bekymrer mig mest er, at man kan skylde os - og formentlig andre - så mange penge og derefter blot starte forfra i en ny virksomhed. Oven i købet en måned inden, man officielt går konkurs. Man kan lave mange "krumspring" i den mellemliggende periode, siger Per Jensen.

Han finder det også besynderligt, at en landsdækkende kæde som AutoMester vil lægge navn til.

Per Jensen opfordrer andre kreditorer til at henvende sig, hvis man også er kommet i klemme hos Tjørnely Auto A/S.

Intet ulovligt

Tjørnely Auto A/S, som blev oprettet i 1998, holdt til på Djursvang 4 i Albertslund og var ejet af Mads Bendtsen og Bjarne Pedersen.

Det nye værksted, Tjørnely Autoservice ApS, bor på Park Allé i Brøndby og er ejet af Mads Bentsens mor og med revisor Bente Meintz som adm. direktør. Mads Bendtsen er her ansat som værkfører, mens Bjarne Pedersen efter otte måneders ledighed er ansat som mekaniker per 1. oktober.

Mads Bentsen erkender over for Motor-magasinet, at han skylder Toftens 132.000 kroner.

- Vi har ikke snydt med vilje. Vi har undersøgt videreførslen af firmaet hos vores advokat, og der er intet ulovligt. Jeg og Bjarne Pedersen er selv gået ned med en gæld på hver to millioner kroner, så vi har da selv lidt. Jeg ved ikke, hvad Toftens vil opnå ved at bringe sagen frem – ikke penge i hvert fald, udtaler Mads Bentsen.

- Vi havde et samarbejde med Toftens i et år, men der var problemer fra starten og uenighed om forskellige reparationer. Jeg oplyste i januar, at vi formentlig ville blive erklæret konkurs, fordi vi skyldte Skat penge, så Toftens har kendt risikoen, mener Mads Bentsen.

Han oplyser, at konkursen i Tjørnely Auto kostede ti medarbejdere jobbet, og at de tre nu er tilbage i arbejde i Tjørnely Autoservice.

Til Motor-magasinet siger Bente Meintz:

- Sagen med de 132.000 kroner er da beklagelig, men der er jo altid tabere ved en konkurs. Der er imidlertid intet ulovligt sket i denne sag, og nu prøver folkene bag værkstedet det, de er bedst til, nemlig at drive værksted.

Ikke belæg for bedrageri

Til Motor-magasinet siger Toftens advokat, Charlotte Bengtson fra Quedens Advokater i Hillerød:

- Jeg har anmeldt Toftens krav over for konkursboet, men jeg kan ikke gøre yderligere. Og jeg har ikke belæg for at mene, at der er sket bedrageri i forbindelse med Tjørnely Autos konkurs og oprettelsen af det nye Tjørnely Autoservice. Det hører under kurator i konkursboet.

Det har ikke været muligt for Motor-magasinet at få kontakt til kurator, advokat Ole Borch i Bech-Bruun. Derimod har vi talt med hans kollega, advokat Claus Berg Arnoldus, som har været sagsbehandler. Hans oplyser, at der er mange kreditorer, og at Bech-Bruun er i gang med at afslutte konkurssagen hurtigst muligt. Han forventer ikke, at der bliver en dividende til kreditorerne.

AutoMester: Nyt firma

Til sagen siger kædechef Marian S. Larsen fra AutoMester:

- Vi har hos AutoMester udelukkende forholdt os til, at der her er tale om et nyt firma med nye ejerforhold og ny adresse. Det er på den baggrund, vi indtegner værkstedet i AutoMester, og vi mener derfor ikke, det er berettiget at inddrage vores navn i denne sag.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.069