23948sdkhjf

Chefskifte hos Kia og Semler

Kia-chef Jens Bjerrisgaard afløser Johnny Berntsen som adm. direktør i Semler Holding.
Jens Bjerrisgaard har valgt at tiltræde et nyt job som adm. direktør i Semler Holding A/S pr. 1. april 2010, hvor han afløser adm. direktør Johnny Berntsen, som går på pension. Bjerrisgaard fratræder derfor sit job som adm. direktør for Kia Import Danmark A/S pr. 31. marts 2010.

Som ny adm. direktør hos Kia-importøren udnævnes pr. 31. marts 2010 den 37-årige Mogens Lyngsø, der indtil da har varetaget rollen som kommerciel direktør i Kia Import Danmark AS i de seneste to år.

Jens Bjerrisgaard har i gennem 20 år bestredet en lang række direktør- og bestyrelsesposter i Nellemann-koncernen. Jens Bjerrisgaard har ligeledes stået i spidsen for Kia, siden mærket blev introduceret i Danmark i 1996.

- Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at takke Jens Bjerrisgaard for indsatsen, og ønsker ham held og lykke fremover, udtaler adm. direktør i Nellemann Holding A/S, Jac Nellemann.

Udtræder af DBI

Johnny Berntsen, der fylder 62 år til marts, fratræder Semler-koncernen for at nyde et planlagt otium, idet han samtidig udtræder af forskellige bestyrelser i koncernens datterselskaber såsom eksempelvis SMC Biler, Skandinavisk Motor Co A/S og Michael Lassen Automobiler A/S, ligesom han forlader hovedbestyrelsen i Dansk Industri.

Han kom i 1973 til Semler som edb-programmør, blev it-chef gennem 15 år og trådte for 17 år siden ind i direktionen, hvor han de sidste otte år har været adm. direktør.

- Det bliver en stor forandring fra et krævende job som koncernchef, og jeg skal nok lige sunde mig lidt. Men jeg glæder mig til en ny tilværelse, siger Johnny Berntsen, der ikke har planer om nye bestyrelsesposter.

Samtidig med sit exit fra Semler fratræder Johnny Berntsen som formand for De Danske Bilimportører ved den ordinære generalforsamling til april. Denne post har han haft siden 2005.

Jens Bjerrisgaard blev ved sidste generalforsamling i 2009 indvalgt i bilimportørernes bestyrelse.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.065