Ny Nissan Micra er vokset
Modellen er vokset en smule, men beholder sin position i segmentet. Den er fem dørs, og måler i længde, bredde og højde 3,78/1,67/1,52 meter, hvilket er et plus på henholdsvis seks og to centimeter. Bagagerummet er vokset fra 215 til 265 liter, og med foldet bagsæde har den plads til 1132 liter. Alt er nyt, også i kabinen med nye materialer og bedre sæder.
Benzinmotoren er en ny trecylindret 1.2 liters maskine, der yder 80 hk med et lovet benzingennemsnit på 20,8 kilometer per liter og et CO2 udslip på 115 g/km gennem femtrins manuelt gear. Med CVT automatgear lover Nissan 18,5 kilometer per liter og et CO2 udslip på 125 g/km.
De to modeller kører fra 0-100 km/t på 13,7 og 14,5 sekunder, med en tophastighed på 170 og 161 km/t. Nissan gør en dyd ud af, at vendediameteren kun er på 9,0 meter, hvilket er en stor fordel i trang bykørsel, ikke mindst ved parkeringer.
Næste forår kommer en benzinmotor med direkte indsprøjtning, der yder 98 hk med et CO2 udslip på kun 95 g/km. I de første meldinger oplyses intet om en eventuel dieselmotor, men derimod at udstyret er omfattende.