Polsk autoglasproducent etablerer sig i Danmark
Nordglass har etableret et datterselskab i Danmark. Firmaet vil sælge til alle, der monterer eller handler med glas.
- Vi satser på Danmark, dels fordi markedet er stort men også fordi vi er i stand til at tilbyde kvalitets produkter af meget høj standard, OEM kvalitet, til særdeles konkurrence dygtige priser,
siger Kim Jørgensen, adm. direktør i Nordglass Danmark A/S.
I første omgang vil Nordglass ikke montere, men vil udelukkende koncentrere sig om direkte grossistsalg.
-Vi ønsker ikke at blande os i monteringsdelen, da vi blandt andet skal sælge til glarmestre, som selv lever af at montere. Hvis vi går ind og monterer selv, bliver vi lige pludselig en konkurrent, siger Kim Jørgensen.
I stedet satser Nordglass på at sælge ruder af en meget høj kvalitet og lade de lave produktionsomkostninger som er forbundet med at producere i Polen, komme vores kunder til gode og afspejle sig i særdeles attraktive priser.
Nordglass har et altomfattende sortiment af glas til alle slags køretøjer, lige fra ruder til almindelige personbiler, autocampere, tog, skudsikkert glas til kampvogne og det særlige glas der bruges af militær og politi.
-En af vores styrker er, at hvor de store producenter producerer mange stykker ad gangen, kan vi med et yderst fleksibelt og effektivt produktions og logistik system fremskaffe mindre partier for eksempel 30-40 stykker inden for kort tid, forklarer Kim Jørgensen.
3500 kvadratmeter lager
Nordglass starter op med et stort lager på 3500 kvadratmeter i Albertslund tæt på motorvejen i både nordgående og sydgående retning.
-Vi har valgt at starte op med 3500 kvadratmeter, og vi sørger for at have et bredt sortiment fra starten af, men vi kan hurtigt justere op, hvis det bliver nødvendigt, for vi har pladsen til det. Så her er vi fremtidssikret i mange år, siger Kim Jørgensen.
Nordglass vil til at begynde med koncentrere sig om at sælge på Sjælland, men resten af landet kommer med senere. Nordglass vil levere med egne biler, og starter op med 3 biler og chauffører, men forventer inden for ganske kort tid at være oppe på 5 biler. Leveringer vil ikke foregå i fastlåste kørselsruter, ikke to dage er ens, og fra NordGlass side mener man at det er bedre at bruge et fleksibelt system til at optimere mulighederne for hurtig levering, og dermed kunne opfylde kundernes behov og forventninger til en høj service.
Ekstra tilbud til montører
Nordglass bruger desuden nogle af de mange kvadratmetre i Albertslund til at tilbyde mobile glasmontører husly.
I en af hallerne bliver der indrettet syv arbejdspladser, med udsugningsanlæg og udsugningsskærme, så de mobile glasmontører har mulighed for at stå inden for i varmen, når vejret uden for er dårligt.
-Prisen for denne service vil blive særdeles fair. Det bliver absolut ikke dyrere end at køre ind på et af de eksisterende gør-det-selv-værksteder, udover at kunne montere under optimale forhold når vejret er dårligt vil det også spare vores kunder for kostbar tid da alt er samlet under et tag, siger Kim Jørgensen.
Den forestående højsæson
Normalt plejer april-maj-juni at være nogle af de bedste måneder for glassalget, og Nordglass er spændt på at se, om der stadig er krise i glassalget eller, om krisen skulle være afblæst. For salgsnedgangen inden for autoglas har været mærkbar, lægger Nordglass-folkene ikke skjul på.
-April-maj-juni plejer at være nogen af de bedste måneder. I de næste par måneder kan vi se, om der er stadigvæk er en stor krise, eller om markedet er vendt, siger Kim Jørgensen.