Direkte gasbrændere er lovlige og godt for det
Kabineleverandøren Davenka glæder sig over, at Arbejdstilsynet nu har slået fast, at sprøjtekabiner med direkte gasbrændere er lovlige.
Davenka er kede af, at nogle i branchen har forsøgt at gøre mange autolakerere utrygge ved at sige, at mange af de anlæg, der er i brug i Danmark, ikke er lovlige.
- Men nu er det slået fast, at dette ikke er korrekt. Direkte gasbrændere er lovlige, fastslår Brian Jul Jensen.
Brian Jul Jensen oplyser endvidere, at som ved alle andre maskiner og anlæg er der nogle sikkerhedsmæssige forhold, der skal overholdes. Hvis man overholder disse, er der ikke nogle problemer med direkte fyret gas.
Tværtimod er der en række fordele forbundet med anvendelsen af direkte gasbrændere. Der er for eksempel store økonomiske fordele, idet direkte gasbrændere giver store energibesparelser i kraft af en meget bedre udnyttelse af energien, fordi der ikke går så meget energi til spilde.
Smidig drift
- Ud over store energibesparelser giver opvarmningen med direkte gas en smidigere drift af kabinerne, og løsningen er en fordel for klimaet og miljøet, idet der udledes mindre CO2. Opvarmning med direkte fyret gas er den mest miljøvenlige opvarmningsform, fortæller Brian Jul Jensen.
Med direkte gasbrændere kan en sprøjtekabine meget hurtigt komme op på tørretemperatur, og der er en præcis regulering af temperaturen. Udsvingene i temperaturen under sprøjtning er under 1 grad C.
Hvis man som producent af sprøjtekabiner udfører anlægget på en sikkerhedsmæssig forsvarlig måde, er der ikke noget problem med direkte gasbrændere. Alle Davenkas anlæg opfylder kravene til internt og eksternt miljø fra alle myndigheder. Desuden er alle Davenkas anlæg godkendt af gasselskaberne, fortæller Brian Jul Jensen.