23948sdkhjf

Lak-komet har jubilæum

I dag fredag den 6. august er det 25 år siden, at Pierre Legarth etablerede sig som selvstændig autolakerer.
I dag har hans virksomhed – pierre.dk Autolakering A/S – udviklet sig til Europas største lakkæde. I næste ombæring vendes blikket mod udlandet. Historien om Pierre Legarth og pierre.dk Autolakering A/S er også en historien om vilje, mod og mandshjerte. Og om at tro på sin chance og have sit hjerte med i det daglige arbejde.

- Jeg stod i lære som autolakerer ved Vamdrup Autolakering, der dengang var et af de førende lakcentre herhjemme. Men jeg havde ambitioner og drømte om at blive selvstændig. Jeg troede på det, fortæller Pierre Legarth, hvis virksomhed i dag har til huse i Koldings nordlige udkant.

Her er han chef for cirka 300 medarbejdere i en virksomhed, der har mere end 20 afdelinger på landsplan. Et noget andet scenarie end for 25 år siden, hvor Pierre Legarth var ene mand om firmaet.

- Helt fra jeg var knægt, har jeg været helt vild med knallerter, og jeg udviklede i 12-13 års alderen en stor kærlighed for at sprøjtemale. Det satte jeg så mere eller mindre i system samtidig med skolegangen. Der var jo altid en kammerat, der lige skulle have tanken på sin Yamaha lakeret. Og så måtte man jo tage de små timer i brug, fortæller Pierre Legarth.

Det sværeste håndværk

Efter et års tid som selvstændig, begyndte det så småt at gå i den rigtige retning. Firmaet fik vokseværk og der kom flere og flere kunder til.

- Udover at være en god håndværker, er der især to ting, som man skal kunne, for at man kan blive den perfekte autolakerer. For det første skal man være i stand til at planlægge og strukturere sit arbejde, for det er altafgørende, at opgaverne bliver gjort i den helt rigtige rækkefølge. Ellers løber det fra en, fortæller Pierre Legarth.

- Desuden er det vigtigt, at man er ærekær. Arbejdet skal gøres ordentligt, og det er slet ikke så ligetil, som man måske kunne tro. At være autolakerer er et af de sværeste håndværk, som findes, mener han.

Pierre Legarth har sjældent sprøjtepistolen i hånden, for i dag handler det mest om at styre og styrke den store virksomhed.

En rivende udvikling

- De seneste 10 år har vi været inde i en rivende udvikling, og har i den periode tredoblet antallet af filialer. Vi er så småt begyndt at rette blikket mod Sverige og Tyskland, selv om der fortsat er plads til flere afdelinger her i Danmark, påpeger Pierre Legarth.

Konceptet, der har gjort pierre.dk til Europas største kapital-lakkæde, handler om at tilvejebringe en unik værdiskabelse, som er profitabel for virksomhedens kunder.

- Det handler også om godt købmandskab og om at være tro mod firmaets strategi. Og så handler det selvfølgelig om at holde, hvad man lover. Jeg har altid troet på, at hvis man har sit hjerte med på jobbet, og samtidig gør alt, hvad man kan, så skal udviklingen nok gå i ens retning, understreger Pierre Legarth.

70.000 lakeringer årligt

Organisationen i virksomheden er strømlinet, og der er lagt kræfter i at holde omkostningerne nede. Det gælder blandt andet i forbindelse med it-systemet samt i forbindelse med lager- og ordrestyring.

- Desuden har vi en ret stram administration, samtidig med at vi er yderst fleksible. Eksempelvis har vi vore egne autotransportere, der kan rykke bilerne rundt mellem de mange afdelinger på landsplan. Så hvis der er fyldt op på det ene værksted, så flytter vi bilerne til et af de andre centre. Dermed kan vi leve op til vores garanti, der hedder lakering inden for 48 timer, fortæller Pierre Legarth.

Blandt de faste kunder har pierre.dk Autolakering A/S så velkendte navne som Carepoint, Ejner Hessel, Autohuset Vestergaard, Terminalen, P. Christensen og mange flere bilkæder og -forhandlere.

Næste år forventer indehaveren, at der vil blive udført mere end 70.000 skadelakeringer hos pierre.dk.

Medarbejderne skal trives

- For mig har det altid været afgørende, at medarbejdernes trivsel og arbejdsmiljø er i fokus. Virksomhedens succes kan direkte afspejles i vore engagerede og topmotiverede folk, som i øvrigt alle skal have ros for en flot indsats gennem alle årene. De har været med til at skabe en utrolig vækst, understreger Pierre Legarth.

Det har altid været en af grundpillerne i virksomheden, at medarbejdernes ve og vel har plads på dagsordenen.

- For det er jo i virkeligheden deres skyld, at vi i dag er, hvor vi er. Og positionen som markedsleder skal vi selvfølgelig forsøge at udbygge. Med andre ord skal vi beholde den gule førertrøje, fortæller Pierre Legarth, der er stolt over at virksomheden vækster, mens markedet samlet set er i krise.

På selve jubilæumsdagen fredag den 6. august sker der ikke udadtil nogen markering.

- Det bliver i virkeligheden mest bare en arbejdsdag som alle andre. Vi har mange opgaver, der skal løses for vore kunder, så det er vores første prioritet. Men selvfølgelig kommer det medarbejderne til at mærke, at det alligevel er lidt en mærkedag, understreger Pierre Legarth.

Mere på www.pierre.dk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063