Stor opbakning til Biler og Racing på Carlsberg
"Monte-Carlsberg-banen" midt i København den 10.-11. april.
Det spændende område på Carlsberg er allerede både i bilbranchen og i folkemunde blevet døbt "Monte-Carlsberg", og ingeniører, arkitekter samt teknikere har sammen med Dansk Automobil Sports Unions bane- og løbsledelse, politiet og ledelsen fra Biler og Racing på Carlsberg formået at designe og skabe et 1,5 kilometer langt baneforløb, som kommer til at give publikum det store sus, både som tilskuere og som co-drivers, lover arrangørerne.
- Superbiler fra alle afskygninger af den automotive verdensklasse er i endnu højere grad end tidligere på vej til København for at bibringe hele arrangementet. Det "høje skoleridt" udi eksponering af ultimative køreoplevelser og disses ekvipager vil i de nærmeste uger blive løbende og individuelt offentliggjort, fortæller Thorkild Thyrring fra Biler og Racing på Carlsbergs sekretariat.
Pit og paddock-området i hjertet af Biler og Racing på Carlsberg vil summe af internationalt fremmøde af teknikere og kørere, og hele det store dækserviceapparat vil være kørt i stilling af Yokohama Racing Service, der som på racerbaner vil holde hjulene i gang. Det sker under ledelse af direktør og formand for dækimportørerne, Kenneth Saust, og med hans ekspertise fra alle tidligere afholdte Racing Festivals.
Alle oplysninger vedrørende Biler og Racing på Carlsberg vil fremover blive offentliggjort på ugebasis frem til arrangementet.