23948sdkhjf

65 år og næsten guldbryllup i motorsporten

Preben Kristoffersen er kendt af alle med rødder i bilsporten gennem de seneste 40-45 år.
Preben Kristoffersen, Odder, gennem mange år et kendt navn i bilsporten, fylder 65 år den 31. januar. Han kan samtidig fejre næsten guldbryllup i sporten efter 45 års aktiv karriere.

Preben Kristoffersen driver til daglig Mazda service i Odder og er uddannet mekaniker. Som lærling, med en ugeløn på kun 35 kroner, var der ikke de store muligheder dengang for bilsportsinteressen. Han startede i bilorientering med soldaterkammeraten Tage Hermansen, og blev tildelt kælenavnet Preben K af den yngre Tom Kristensen, da Preben Kristoffersen på jordbanerne var i mange nærkampe med Tom Kristensens fader, Carl-Erik Kristensen, Hobro.

Preben K er æresmedlem i Mini Club Danmark efter otte spændende år i "det engelske hundehus".

Efter orienteringsløb blev interessen hurtigt styret over til rally. Han byggede en Morris Mini Cooper S til rallybrug.

- I 1969 blev jeg tilknyttet det berømte Team Austin Mini, og sammen med Bent Åkjær vandt jeg det første DM. Året efter vandt jeg en test på Jyllands-Ringen i konkurrence med flere andre, og fik stillet en Austin Mini Cooper til rådighed af A/S Roulunds Fabriker i Odense som officiel testbil, der blev benyttet for udvikling af nye bremsebelægninger. En meget spændende periode. Bilen blev senere bygget om til rally, som betød deltagelse i Int. Rallye Monte Carlo i 1972 med makkeren Peter Singers, men snekaos på bjergvejene betød desværre, at vi ikke nåede mål i Monaco, fortæller Preben Kristoffersen.

Skift til baghjulstræk

I 1973 skiftede han fra forhjulstræk til træk på baghjulene i en Ford Capri GT med støtte fra Ford i Odder, og han vandt DM i 1974 på jordbane. I årene efter blev det til yderligere to danske mesterskaber i Gruppe 5 i Porsche 911 Carrera RS, og i en endnu hurtigere Carrera RSR.

- Motorsport har været halvdelen af mit liv, og i 1978 testede jeg drømmen om at få en professionel karriere. Jeg fik et års orlov fra Falck i Århus, og sammen med tyskeren Eberhard Sindel satsede vi i VM for GT sportsvogne i en Porsche 934 Turbo, hvor vi vandt en klassesejr på Silverstone. Raceren blev senere totalskadet på Misano i Italien.

- Resten af sæsonen kørte jeg en BMW 320i, som den svenske Formel 1 stjerne Ronnie Peterson havde kørt, med flere gode resultater. I 1981 skiftede jeg til et nyt mærke, Mazda, med hjælp fra det danske importselskab. En RX7, og endnu et DM, det femte, i 1983. En endnu hurtigere Mazda RX7 blev indkøbt i Holland, fortæller Preben K.

Motiv for Mazda-forretning

men så begyndte han at trappe ned i slutningen af 80’erne. Samarbejdet med Mazda gav ham motivation til opbygning af en Mazda forretning i Odder med autoværksted. Op gennem 90’erne var der mindre aktivitet, men det kriblede fortsat i fingrene for at prøve nye udfordringer. Han købte en højrestyret Austin Mini Cooper i rallytrim, og var med i det Int. Rallye Monte Carlo Historic syv gange, sammen med makkeren Knud Hedegaard. Ikke mange har prøvet så meget i bilsporten, og oplevet så mange baner som Preben Kristoffersen.

Der er reception hos Mazda, Rønhøjvej 18, Odder, lørdag den 6. februar klokken 12.00-17.00. Mini Club Danmark kommer samtidig fordi med en række Mini’er i forbindelse med et vintertræf, for at hædre æresmedlemmet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.129