23948sdkhjf

Klar til nye miljøkrav

I de kommende måneder indføres også miljøzoner for lastvogne og busser i Odense og Århus. Det mærkes hos Truckcenter Midtjylland i Hjøllund, der lige nu oplever stor efterspørgsel efter partikelfiltre.
Københavns og Frederiksberg kommuner indførte allerede i efteråret 2008 en såkaldt miljøzone for tunge køretøjer. Siden fulgte Aalborg trop, og nu bliver zonerne også indført i Odense og Århus. Således vil partikelfilter inden for et halvt år være lovpligtigt i de fire største byer for lastvogne og busser over 3,5 tons, der ikke som minimum lever op til emissionsstandarden Euro 4. Det giver travlhed på værkstederne.

- Rigtig mange vognmænd må forholde sig til, at også Odense og Århus indfører miljøzoner. Derfor henvender mange sig i denne tid for at søge råd, fortæller lagerchef Flemming Sølvsten fra Truckcenter Midtjylland mellem Vejle og Viborg ifølge en pressemeddelelse.

Han oplever det som vigtigt, at vognmanden får individuel rådgivning til at vælge den optimale løsning – og i øvrigt sammenligner priser.

- Der er mange muligheder, og nogle løsninger er mere miljøvenlige end andre. Desuden er der meget store prisforskelle fra værksted til værksted, siger lagerchefen, der selv leverer og monterer coatede Dinex partikelfiltre til lastvogne op til 480 hk og til busser op til 380 hk.

Ifølge Flemming Sølvsten kan de fleste med fordel vælge et coated filter, som ikke kræver løbende tilsætning af væske.

- Filtre uden additiv er dyrere i anskaffelse, men alligevel det bedste valg til de fleste danske lastvogne. Merprisen tjener sig hurtigt hjem, fordi den månedlige udgift på ofte over 1000 kroner til væsketilsætning kan spares, forklarer lagerchefen, der i de fleste tilfælde anbefaler produkter fra danske Dinex. De er godkendt til kørsel i alle europæiske miljøzoner og giver samtidig besparelser på vejskatten i Tyskland.

Han melder om støt stigende efterspørgsel efter partikelfiltre hos både Truckcenter Midtjylland og søsterafdelingen, Truckcenter Padborg.

Støttekroner brugt

Miljøstyrelsen har gennem en periode medfinansieret op til 15.000 kroner ved eftermontering af partikelfilter i lastvogne og busser. Styrelsen betegner ordningen som en succes, og de til puljen afsatte midler er nu brugt.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at ordningen ikke består; men til gengæld kan man spare mange penge ved at købe og rense filtret det rigtige sted, siger Flemming Sølvsten.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063