Erfaren automand skal styrke Bilbasen og Bilinfo
Tidligere Peugeot-chef og direktør hos Citroën og ALD Carmarket, Anders Andersson, bliver næstkommanderende hos eBays danske autodivision.
- Jeg er glad for, at det er vores førstevalg gennem en lang afsøgning, der nu tiltræder, idet jeg er bevidst om, at gode folk løfter vores forretning. Anders Andersson får stor indflydelse på såvel markedet som vores produkter, hvor han skal hjælpe vores kunder bilforhandlerne. Han får den fantastiske udfordring at komme meget tættere på forhandlerne, da det jo ikke er en sund grobund at have et anstrengt forhold til sine kunder, siger Morten Heuing med hentydning til forårets bataljer med autobranchen om prisstruktur.
Dobbeltsidet erfaring
Anders Andersson er 40 år og har godt 15 års erfaring fra den danske bilbranche. Han kommer fra et job som direktør hos ALD Carmarket, der er en af landets største brugtbilsælgere under ALD Automotive leasingselskabet, og var tidligere direktionsmedlem og marketingdirektør i Citroën Danmark samt produktchef og siden salgschef hos den danske Peugeot-importør K.W. Bruun Import A/S.
Hos Bilbasen/Bilinfo skal Anders Andersson tegne hele autodivisionen, ikke kun salg og marketing, samt være med til at bruge Bilbasen og Bilinfos produkter til at effektivisere kundernes forretninger.
- Her er det en klar fordel, at han har siddet på den anden side af bordet med såvel brugtbiler som nye biler og kender til arbejdet hos både importører og bilforhandlere. Dermed ved han, hvad det kræver at få kunder ind ad døren og prøvekøre hos bilforhandlerne, siger Morten Heuing forventningsfuldt. Han mener, at Anders Anderssons hidtidige resultater med at opbygge sine arbejdspladser taler for sig selv.