DS4 viser nye tider hos Citroën
Når man tester Citroën DS4, er der ingen tvivl: Det er nye tider hos den franske koncern med en usædvanlig kraftig kvalitetsopstramning.
Testbilen DS4 med 1,6 liters HDi dieselmotor i Style design koster 354.990 kroner, men priserne begynder fra 289.990 kroner med 1,6 liters benzinmotor, der yder 120 hk. Måske lidt pebrede priser, sammenlignet med for eksempel VW-modellen Golf, som er den helt store sællert i Europa år efter år, men udstyret i testbilen er fornemt. Det er den slags man også skal sammenligne med.
Udstyret i DS4 er mere omfattende end andre i klassen. Det koster selvfølgelig en del penge. Der er alt i sikkerhedsudstyr med antispin i forbindelse med ESC, et såkaldt intelligent traction control system, lygtevaskere, parkeringssensor bag, regnsensor, tågelygter med kurvelys, automatisk klimaanlæg, massage i førersædet, lyddæmpende panoramaforrude og alt det mere almindelige såsom, sædevarme, el-ruder, alufælge, og en fornem cdradio med mere. En meget lang liste af standardudstyr, som kan lokke kunder fra en større bilklasse til DS4. Her er jo alt det, man sætter pris på, og endnu mere i en ekstraudstyrsliste.
Sportslig undervogn
Undervognen virker sportslig og stram med en udmærket komfort. Også til de mange, der ikke går så meget op i det sportslige. Husk på, at netop denne type undervogn blandt andet er med til at sikre de gode køreegenskaber, uden slinger i valsen. Bilen reagerer prompte på mindre udslag på rattet. Sådan skal det være.
Citroën lover 21,3 kilometer per liter, der sikkert er nået i klimarum uden modvind og med specialolier. Men kunderne kan man ikke snyde. De tror heller ikke længere på bilfabrikkernes alt for optimistiske løfter i de farvestrålende brochurer. Vi kom ud 15,9 kilometer per liter. Det er 25 procent for lidt.
Jeg skriver ikke dette for at hænge Citroën specielt ud. Det er jo samme resultat, vi kommer frem til med næsten alle biler i vore biltest. Men det gode er den kendsgerning, at bilisterne betaler lav afgift efter løfterne.
Vil lidt mere
Nok om det. DS4 er en fin bil med sekstrins gear, der kører i olie, og spejle der vipper ind, når man låser dørene på den snævre parkeringsplads. Den nye DS4 serie og DS3, samt den kommende DS5 er en fornem opgradering af modellerne C3, CD4 og C5, som ønsker lidt mere, og frem for alt en lang udstyrsliste.