23948sdkhjf

Historisk racermekaniker får Momo ind på kroppen

Niels Jørgen Jørgensen, indehaver af N. J. Auto i udkanten af Odense, mangler ikke arbejde på sit specielle AutoMester-værksted, og nu indleder han en ny motorsports aktivitet.
N. J. Auto ved Niels Jørgen Jørgensen på Kratholmvej i Odense S. har fået importen af de italienske Momo sæder, køredragter og rat med mere, som er et virkelig godt brand i motorsportskredse og blev lanceret første gang på Racing udstillingen i Benløse i sidste weekend.

Rallycentret i Næstved har importen af alle de andre Momo dele såsom fælge, pedaler, gearknopper med mere.

N. J. Auto har samtidig fået importen af de amerikanske RedHorse aluminium fittings og slanger til racerbiler, inklusive de historiske biler, som på det seneste er blevet en stor aktivitet i Danmark.

- Jeg holdt ferie i Florida og besøgte et autoværksted, hvor jeg kom i forbindelse med RedHorse, der får alt lavet i Kina. Produkterne markedsføres til konkurrencedygtige priser fra USA. Jeg venter mig meget af de to nye aktiviteter. Min ene søn kommer med i firmaet fra den 1. januar. Han er for tiden ansat hos SMC A/S Odense som mekaniker. Derefter vil jeg selv tage mig mere af de nye aktiviteter, fortæller Niels Jørgen Jørgensen.

Passion for racing

N. J. Auto har et stort, moderne AutoMester-værksted på 600 kvadratmeter med to svende, to lærlinge og masser af arbejde. Alle slags biler serviceres. Den dag vi besøgte værkstedet, var der godt fyldt op.

57-årige Niels Jørgen Jørgensen er med i AutoMester-kædebestyrelsen. Han er tidligere Renault forhandler i Middelfart og havde derefter ni år hos Citroën forhandler Poul Orluff i Odense som driftsleder, før han startede værkstedet på Kratholmvej i Bellinge ved Odense.

Han har en meget stor passion for racing, og Niels Jørgen Jørgensen er selv aktiv racerkører i historisk sammenhæng, både til det store gadeløb i København og i Aarhus, som han mener har en større fremtid end løbet i København, der år efter år giver underskud. Niels Jørgen Jørgensen har oftest deltaget i en af de to Sunbeam Imp, han har stående på værkstedet. Men det kniber med at slå Mini’erne, der har 1300 ccm motor, mens Imp’erne kun har 1000 ccm motor.

Niels Jørgen Jørgensen har i øvrigt netop renoveret to motorer til de to Imp’er, men ellers kan han tage en af de mange andre biler, han har stående på værkstedet. Han har også deltaget i løb på den belgiske Spa-bane flere gange i en Sport 2000, som Thorkild Thyrring har kørt. Den har 2,0 liters motor, der yder 140 hk.

Den gæve racermekaniker reparerer også racerbiler for kunder, og er netop i disse dage i gang med en Brabham 21 med 1000 ccm motor Formel 3, der blev skadet efter en afkørsel.

Wendlingers formel racer

En af de mere sjældne biler på værkstedet er en Formel racer, som kun har haft én ejer før Niels Jørgen Jørgensen, nemlig Formel 1 køreren Karl Wendlinger. Den er købt i Schweiz i 1995, og Niels Jørgen Jørgensen har kørt en del løb på bane med bilen i historisk race DM, hvor han blev nummer tre.

De to sønner kører også motorløb i en Opel Calibra. Race er således en familiesvaghed med Niels Jørgen Jørgensen som omdrejningspunkt.

- Jeg føler mig fortsat som en 23-årig, når jeg sidder bag rattet af en racerbil, lyder det fra den erfarne mekaniker.

Blandt andet på grund af den gode plads i værkstedet afholdes der jævnligt klubmøder for historisk motorsports medlemmer. Den tidligere meget kendte racerkører Arnold Larsen, Gudme, er programsat til februar 2012. Man kan læse mere på www.njmotorsport.dk.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078