Vi miljøbehandler ikke her
Ophugger har overhørt krav om certificering i to år.
- Men vi miljøbehandler ikke selv, men sender de biler vi modtager og som skal skrottes, videre til Fuglebjerg Autoophug, der har tilladelse til at miljøbehandle biler, som vi har et samarbejde med, siger indehaveren af Vig Bilmarked Jens Sarka.
Efter miljøbehandlingen kommer bilerne retur, og så skiller man dem ad og lægger de dele på hylderne, som man vurderer, kan sælges.
- Vi stiler ikke efter at have 100 biler stående på pladsen, det er jo ikke en oplagsplads, vi driver, men vi har også et brugtbilsalg, hvor vi gennemgår gamle biler og enten får dem synet eller hvis de først skal synes om et helt eller halvt år sætter vi dem i stand og sælger til folk, som er tilfredse med en billig bil, som de så bare beholder kort tid. Der er flere og flere som på grund af krisen køber en gammel bil, siger Jens Sarka.
Ingen organisationer, tak
- Vi har alle de tilladelse fra kommunen, som vi skal have og jeg mener, at vi har rettet os efter alle deres anvisninger.
Jens Sarka, der har været i genbrugsbranchen i omkring 40 år og tidligere haft Nykøbing F. Jernhandel, har søgt om at blive miljøgodkendt og har efter hans eget udsagn haft besøg af en 30 til 40 personer i den anledning. Selv mener han, at han er halvvejs i processen.
Vig Bilmarked er ikke medlem af nogen af de to store organisationer, DAG eller Bilgenbrug Danmark. Det mener Jens Sarka er for dyrt.
- Jeg lever af at sælge billigere reservedele via mund-til-øre metoden, og vi giver da også gerne lidt mere end skrotningspræmien, hvis vi vurderer, at vi kan få mere ud af en gammel bil.
Samarbejdet med Fuglebjerg gælder også udveksling af efterspurgte brugte reservedele.
Kommunen svarer
- Vi mener, vi har overholdt vores tilsynspligt med Vig Bilmarked, siger miljømedarbejder på Odsherreds industrikontor, Vagn Brogaard.
- Vi har besøgt virksomheden i november 2009 og skal efter loven først derud igen i 2012.
Vagn Brogaard vil ikke komme dybt ind i sagen, men han siger, at der i al fald ikke var nogen graverende forhold omkring miljøet og slet ikke noget som vedrørte skrotbilerne.
- Vi har givet en miljøtilladelse og faktisk også en tilladelse til miljøbehandling af biler, siger han.
Da Motor-magasinet gør ham opmærksom på krav til certificering efter Skrotningsbekendtgørelsen, studser han.
- Jeg var ikke opmærksom på, at der er en lov, som strammer miljøkravene.
Vagn Brogaard er heller ikke vidende om, at Vig Bilmarked søger om at blive godkendt til at måtte miljøbehandle biler, men fortæller, at i så fald kommer kommunen ind over, da de på Miljøstyrelsens vegne skal se om betingelserne er opfyldt.
Seneste: Vagn Brogaard har efterfølgende henvendt sig og fortalt, at Vig Bilmarked og Autoophug fik et påbud i 2009 om, at de inden 12 måneder skulle være 14.001 certificeret - hvad de så ikke er blevet endnu.