20 procent unge i farezonen
Unge i Skjern lærer at tage hånd om psykisk sygdom.
Derfor har psykologer, sygeplejersker og rådgivere fra Region Midtjylland og PsykiatriFonden gennemført en række stort anlagte arrangementer sammen med ungdomsuddannelserne Gymnasiet HTX Skjern og Skjern Tekniske Skole.
Først fortalte Maria Louise ved et offentligt møde om egne erfaringer med at vokse op med sin sindslidende mor. Hendes beretning dannede herefter udgangspunkt for gode råd fra socialrådgiver Pia Skadhede fra SINDs Pårørenderådgivning, som fortalte om, hvordan man kan støtte et ungt menneske, der er pårørende til en psykisk syg.
Dagen efter holdt Psykiatrifonden to møder, det ene med eleverne på Gymnasiet HTX Skjern og det andet med eleverne på Skjern Tekniske Skole - uddannelsescenteret to store ungdomsuddannelser med tilsammen over 600 elever.
Den alvorlige baggrund
Baggrunden for initiativet er alvorlig nok. PsykiatriFonden har gennemført en undersøgelse blandt landets erhvervsskoler, der viser, at psykiske og personlige problemer er den primære årsag til frafald på ungdomsuddannelserne.
Netop tabuer og uvidenhed om psykisk sygdom spænder ofte ben. Derfor er det afgørende, at det bliver mere legitimt at tale om mistrivsel og psykiske problemer, hedder det i en pressemeddelelse fra arrangørerne.
Chefsygeplejerske i Psykiatri og Social i Region Midtjylland, Claus Graversen, oplyser, at antallet af børn og unge, der har været i kontakt med regionens behandlingspsykiatri, er fordoblet de sidste 10 år.
Arrangør er Region Midtjylland og PsykiatriFonden, som har udvalgt Skjern til at være én af de fem byer i Regionen, hvor man vil gøre en særlig indsats for at sprede viden og mindske fordommene om psykisk sygdom.
Kampagnen har undertitlen "Væk med tavshed, tvivl og tabu om psykisk sygdom!"