DET ER IKKE GLASKLART for alle, hvad der sker på autoglasfronten for tiden, hvor kampen tilsyneladende spidser til. Som vi kan berette i denne uges fagblad, har autogrossist-kæden Mekonomen netop offentliggjort et glas-samarbejde med Danglas. I ugerne før har vi kunnet fortælle, at konkurrenterne FTZ har indledt samarbejde med markedets nye spiller Nordglass, mens au2parts og Pilkington kører parløb for at kunne fodre de danske autoværksteder med rigelige mængder autoglas til spiselige priser. Her hersker ønsker om stordriftsfordele og faste aftaler, og disse nye samarbejdsaftaler har alle rod i et kapløb om positionering under en tilbagevendende krise, hvor spurten sættes ind for at trække nye former for værkstedsarbejde til sig. Alle prøver de at vinde markedsdele, og her spiller logistikken en fremtrædende rolle. For ikke at tale om uddannelse i de vigtige færdigheder i håndværket omkring autoglas, hvor andre på markedet trækker på skuldrene og mener, de er bedre uddannede og vil få del i de "ommere", der vil komme i kølvandet på isatte ruder på autoværkstederne.
I ET LÆSERINDLÆG BLIVER en anden side af autoglasmarkedet kaldt et omvendt kartel. Skribenten, der også er formand for autoglas-mestrenes brancheforening, finder det urimeligt, at konkurrencemyndighederne i sin tid skrottede branchens prislister, når forsikringsselskaberne i dag får lov at henvise kunder til udvalgte fordelsværksteder måske mod kundens ønske. Forsikringsselskaberne vil til enhver tid argumentere imod, at de fører kunderne bag lyset som vi har hørt før gennem tiden. Omvendt kan det ikke afvises, at forsikringspræmierne bliver holdt nede af selskabernes storindkøb. Selv om det er blevet påvist, at nogle forsikringsselskaber har tendens til at skumme fløden selv. Men det er ganske vist på bekostning af omsætning hos den del af autobranchen, der ikke er udvalgt. Af forskellige årsager. Vi må blot se i øjnene, at stordriftsaftaler også her er et tidens løsen, som man kan kæmpe mod eller med. Den rigtige vej ufortalt.