23948sdkhjf

Autoblad på vej mod lukning

Auto:Info lukker med udgangen af 2011, oplyser flere kilder. Direktøren vil dog hverken af- eller bekræfte.
Efter godt fire år lukker og slukker Auto:Info ifølge Motor-magasinets oplysninger. December-nummeret, som er på vej på gaden, bliver således det sidste – fra nytår er det slut med magasinet.

Oplysningen om lukningen kommer fra flere annoncører i og modtagere af Auto:Info, og oplysningen bekræftes over for Motor-magasinet af både annoncechef Michael Karlsen og markedschef Toby Nielsen hos Århus Media. Begge ønsker dog ikke at kommentere baggrunden yderligere, men henviser til kommunikationschef hos JP, Torben Møldrup, og direktør Morten Kallmayer.

Og sidstnævnte siger til Motor-magasinet:

- Jeg kan hverken af- eller bekræfte oplysningen. Vi vurderer løbende vores portefølje af magasiner.

Ifølge Motor-magasinets oplysninger flytter Århus Media, som er en del af Jyllands-Posten, nu fysisk ind hos Jyllands-Posten i Århus.

Det oplyses også, at Bo Dahl Andersson, der står som ansvarshavende redaktør i det sidste nummer af Auto:Info (udgave 36 – oktober 2011) er stoppet.

Under overskriften "Inspiration til det danske eftermarked" udkom Erhvervsmagasinet Auto:Info første gang i. september 2007 som månedsmagasin til "beslutningstagere i den danske bilbranche og de periferibrancher, som hører hertil". Siden blev der dog skåret ned på frekvensen. I sidste nummer opgives oplaget til 6000 eksemplarer.

Det gratis omdelte Auto:Info har gennem årene været en konkurrent til Motor-magasinet, der har 42 år på bagen som uafhængigt fagblad til autobranchen, og som kommer hver mandag til hele branchen (44 gange om året), samt til Autobranchen, etableret i 2004, som er medlemsblad for og udgives i fællesskab af syv organisationer i den danske autobranche med ti udgaver om året.

Da Auto:Info kom på gaden i 2007 sagde Morten Kallmayer til Motor-magasinet:

- Vi er ikke i direkte konkurrence med Motor-magasinet – vi mener, der er plads til flere blade i autobranchen, og Auto:Info bliver ikke magen til Motor-magasinet, sagde han dengang.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063