DTL idømt bøde for årlig prognose
Brancheorganisationen Dansk Transport og Logistik, DTL, er idømt en bøde for omkostningsprognose.
Anklagemyndigheden havde ønsket en højere bøde, men byretten var ikke enig heri.
Sagen startede i marts 2008, hvor konkurrencemyndighederne ved et kontrolbesøg undersøgte DTL for mulige overtrædelser af konkurrencelovgivningen.
DTL blev stillet over for otte anklagepunkter, men man valgte at indbringe afgørelsen for Konkurrenceankenævnet, der i 2009 frifandt DTL i de fleste anklagepunkter. To punkter blev overgivet til Statsadvokaten, der brugte knapt et år på at vurdere sagen, inden man endte med at rejse tiltale ved byretten for ét forhold nemlig udsendelsen af den årlige omkostningsprognose.
Det er denne tiltale, DTL nu har modtaget dom for i byretten, men med nedsat bøde.
DTL stoppede selv prognosen
Omkostningsprognosen blev etableret i 2001, hvor retstilstanden var uklar. Prognosen blev udarbejdet ud fra et kalkulationsværktøj og omkostningsindeks, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen selv havde godkendt, og den baserede sig overvejende på offentligt tilgængelige prognoser fra bl.a. Danmarks Statistik og Finansministeriet.
Samtidig gjorde andre organisationer også i perioden brug af tilsvarende type omkostningsprognose, som styrelsen var bekendt med.
DTL ophørte selv i 2006 med at udarbejde prognosen, da retstilstanden blev mere afklaret ved en vejledning for brancheforeninger.