Problemer med bilens trækøje
Når nyere biler skal bugseres, kræver det et "trækøje". Dansk Autohjælp oplever ofte, at der opstår farlige situationer på motorvejen, når bilister skal tømme et stopfyldt bagagerum for at finde trækøjet.
- Trækøjet er nødvendigt, når vi skal trække bilen op på ladvognen, fordi det er den eneste måde, vi forsvarligt kan fastgøre spilwiren men mange aner ikke, hvad det er. Især i ferieperioden oplever vi ofte, at bilisterne må tømme hele bagagerummet for at få fat på det. Har man fået motorstop på motorvejen, er det både ubehageligt og farligt at skulle bruge lang tid på at finde trækøjet, siger Henrik Christensen, der er stationsleder hos Dansk Autohjælp.
Dansk Autohjælp råder derfor bilister til at finde bilens trækøje frem, inden de pakker bilen.
- Et trækøje fylder ikke ret meget og kan nemt placeres i handskerummet eller dørlommen, så det er nemt at komme til, hvis uheldet er ude. Læg det eventuelt sammen med de gule sikkerhedsveste, som i mange lande er obligatoriske, hvis det bliver nødvendigt at forlade bilen på motorvejen, råder Henrik Christensen.
En anden fordel ved at tjekke trækøjet hjemmefra er, at det kan ske, at det ikke er leveret med fra den tidligere ejer. Så er det nødvendig at få købt et nyt, der passer til bilen.
- Uden et trækøje skal man være meget påpasselig, hvis man skal trække en bil. Kofangere af plastik kan ikke holde til en spilwire, og monterer man wiren fast inde under bilen, er der også risiko for at skade bilen, siger den erfarne redder.