Audi og det danske EU-formandskab 2012
100 nye Audier - primært Audi A6, men også Audi A7 og Audi A8 - vil stå klar til VIP-transporten under det danske EU-formandskab.
Den nye Audi A6, som byder på innovative løsninger på alle tekniske områder samt et stort udvalg af nye assistent- og multimediesystemer, nyder godt af Audis pionerarbejde inden for letvægtskonstruktioner og brug af aluminium, hvilket har betydet en vægtbesparelse på 80 kilogram i forhold til den tidligere model. Den omvendte vægtspiral har sammen med de nye og meget sparsommelige motorer sat sit tydelige præg på effektiviteten. Det betyder blandt andet, at CO2 udslippet i gennemsnit er reduceret med 21 procent i forhold til forgængeren, oplyser den danske Audi-importør under Semler.
Fredericia klarer opgaven
Audi Fredericia, som hører til i region Syddanmark, har fået til opgave at klargøre og vedligeholde de 100 Audier, som skal bruges i forbindelse med møderne, der blandt andret afholdes i Horsens i perioden april til juni.
Audi Fredericias service- & kvalitetschef Nicolai C. Rasmussen udtaler:
- Da vi blev spurgt om vi kunne håndtere opgaven fra den danske importør, var jeg ikke et sekund i tvivl. Jeg synes, det var en stor ære at blive spurgt, om vi kunne håndtere opgaven, så selvfølgelig sagde vi ja. De teknikere og servicerådgivere, vi har ansat i vores Audi hus, er nogle af de dygtigste i Danmark, og jeg er helt overbevist om, at vi nok skal lykkedes med denne opgave.
Rent praktisk skal Audi Fredericia klargøre alle 100 Audier, når de kommer til Danmark fra Audi fabrikken. Herefter skal firmaet have udstyret alle bilerne med vinterdæk, så de er klar til at køre i vintervejret de første tre måneder, hvor møderne primært foregår i København. Midt i april skal alle bilerne så have sommerdæk på.
Udover at vedligeholde bilerne er Audi Fredericia også til stede ved de større møder, der skal foregå i Horsens, og Audi Fredericia skal have flere teknikere på job 24/7.