Dinitrol opruster samarbejdet med autobranchen
Kædens 73 rustbeskyttelsescentre har inden for de sidste to år oplevet en fremgang på mere end 15 procent i indgåede samarbejdsaftaler med bilforhandlere og autoværksteder.
- Autobranchen har for alvor fået øjnene op for, at der er stor kvalitetsforskel på rustbeskyttelse, og at pris og kvalitet hænger sammen Vi har gennem de senere år intensiveret samarbejde og aktiviteter med autoværksteder og synsvirksomheder over hele landet, der i stigende grad erkender behovet for kvalitet og rigtig rådgivning, forklarer adm. direktør Bjarne Christensen fra Dinitrol.
Ifølge Bjarne Christensen vælger nogle stadig per definition de billigste, men aner ikke hvad det er, de anbefaler deres kunder. Samtidig er de af den opfattelse, at de kan tjene mere på billige produkter.
- Vi indgår kun samarbejde med dem, der har den samme kvalitetsholdning, som vi selv har. Vi er underlagt en unik kontrolordning under Teknologisk Institut og følger derfor nøje fastlagte forskrifter. Det betyder, at Dinitrols produkter er de bedste på markedet, samtidig med, at de kan være med til at øge indtjeningen for det enkelte værksted eller den enkelte bilforhandler, mener Bjarne Christensen.
Både værkfører og salgsafdeling sælger
Hos Dinitrol Center Roskilde oplever indehaver Jan Kvist, at hans faste samarbejdspartnere inden for autobranchen gennem de senere år leverer flere og flere biler til undervognsbehandling. Der er dog stadig stor forskel på, hvor gode bilforhandlere og autoværksteder er til at sælge rustbeskyttelse. Men de steder, hvor både salgsafdeling og værkfører satser på at rådgive og sælge rustbeskyttelse, tjener man gode penge. Det gør man blandt andet hos Mazda og Suzuki forhandler Ole Mathiesen i Taastrup.
- I første omgang handler det om at give vores kunder den rigtige rådgivning. Alle biler ruster i det danske klima, og tendensen er, at folk beholder bilen i længere tid. Og når vi samarbejder med Dinitrol, så er det fordi, de er med i en unik kontrolordning, de bruger billeddokumentation, og så er de bedst i blandt andet FDM test. At vi så også tjener på at sælge undervognsbehandlinger er jo et ekstra plus, siger salgschef Henrik Vinther fra Ole Mathiesen Biler.
Hos Ole Mathiesen Biler er det både salgsafdelingen og værkstedet, der rådgiver kunder om rustbeskyttelse. På den konto leveres der cirka 8-10 biler om ugen til undervognsbehandling hos Dinitrol Center Roskilde.
Dinitrol Center Risskov
Hos Dinitrol Center Risskov i Aarhus, der leverer undervognsbehandlinger til cirka 100 virksomheder inden for autobranchen, bekræfter indehaver Jesper Thrue den stigende fokus på rustbeskyttelse hos autoforhandlere. Men han lægger heller ikke skjul på, at autobranchen sagtens kunne have meget mere fokus og derved øge deres indtjening i eftermarkedet betydeligt.
- Vi mærker helt klart, at der er rettet mere fokus på eftermarkedet, og derved også undervognsbehandling. Alle i autobranchen ved, at de fleste biler ruster allerede fra nye, og at der derfor ligger en potentiel god indtjening. På den konto har vi lavet online booking for vores samarbejdspartnere, og vi henter og bringer bilerne, så der stort set ikke skal bruges tid i forbindelse med salg af undervognsbehandlinger, forklarer Jesper Thrue.