Den danske autobranche og agilitet
Bilforhandlere og værksteder har tendens til at fokusere på omkostningerne. Det kan gå ud over evnen til at reagere på de konstante forandringer, som rammer branchen. Det var en af konklusionerne på årets Biløkonomdag i Århus.
Størst diskussion samlede sig imidlertid om Biløkonomdagens andet store emne, nemlig autobranchens villighed til forandringer. Dét, der med et nyt ord betegnes som agilitet - evnen til at ændre retning hurtigt og effektivt.
Asger Nør Larsen fra konsulentfirmaet Implement Consulting Group stod for Biløkonomdagens workshop og efterfølgende livlige diskussion blandt deltagerne om agilitet.
- Efter flere års økonomisk krise og nye fjendebilleder i form af for eksempel leasing fokuserer branchen på omkostninger. Desuden fornemmer jeg, at der er en generationskløft i branchen. De ældre, der har prøvet meget gennem tiden, koncentrerer sig om at reducere omkostningerne. Mens de unge, som måske har været i udlandet, kommer tilbage med indtryk af langt større kundefokus, fleksibilitet og agilitet hos for eksempel amerikanske bilforhandlere, siger Asger Nør Larsen.
Han tilføjer dog, at de fleste giver indtryk af, at de godt ved, at der er plads til forbedring. Man venter på, at kunden af sig selv kommer med forslag, kritik og så videre i stedet for at være proaktiv.
Skal være bedre til at lytte
Implement-konsulenten forklarede på mødet, at agilitet på sin vis er at gå et skridt videre end Lean, som efterhånden er et kendt værktøj i branchen.
- Agilitet er også videnopsamling og videndeling på alle niveauer i organisationen - ikke kun traditionelt i ledelsen. Mange firmaer lytter til kunderne, men de er ikke gode til at bruge informationen effektivt til at forbedre forretningsgange. På samme måde kan de blive bedre til at udnytte den viden, der ligger hos medarbejderne og i selve organisationen, vurderer Asger Nør Larsen.
- Agil drift kræver en kombination af fokus på det vigtige, overblik over forretningen på alle niveauer, stabilisering og løbende optimering af driften. Mange virksomheder mangler et klart overblik over opgaverne, hvor lang tid tager de, hvad bruger medarbejderne deres tid på og hvilke kompetencer har de. Har man først det overblik, kan man begynde at arbejde hen imod en mere agil motor, med fleksible medarbejdere og processer, forklarer Asger Nør Larsen.
I forbindelse med Biløkonomdagen præsenterede Morten Buus og Alex Aunsbjerg fra Aunsbjerg Nielsen deres erfaringer med agilitet. Dem vender vi tilbage til i en senere artikel i Motormagasinet.
Biløkonomdagen var arrangeret i et samarbejde mellem Biløkonom-uddannelsen og Q8 Oils.