Hurtigere toldekspedition ved im- og eksport
LB Bilsyn og bilimportøren Automentor i Padborg samarbejder om syn og straksbehandling af toldafgifter fra dag til dag, så det er slut med at vente i uger og måneder på Skats afgiftsbehandling.
De to virksomheder vil i samarbejde lave et fremstød for såvel autobranchen som private kunder, der ønsker hurtig og let import af især dyrere tyske biler. Indehaver af LB Bilsyn, Lars Nielsen, toldsyner cirka 10 biler om ugen og forventer en stigning på 15-20 procent i kraft af det nye samarbejde.
- Vi kan nu tilbyde syn, told- og afgiftsbehandling fra dag til dag, hvilket hidtil har været frustrerende, besværligt og fordyrende for også autoforhandlere med en grotesk lang ventetid på 6-8 ugers for behandling hos Skat, selv om Skat har alt indtastet i deres edb. Også nedvejning af varebiler klarer vi fra dag til dag, hvilket hos Skat tager 3-4 måneder. Og når det digitale motorregister kommer op at køre, klarer vi også udlevering af nummerplader altså alt samlet hér og nu for kunderne, fortæller Lars Nielsen. Han var tidligere ansat hos Statens Bil Inspektion og siden Applus og har nu gennem seks år drevet fem synsafdelinger med sin kompagnon Brian Hansen; to i Padborg og en i Tønder for personbiler, samt to i Toflund og Aabenraa for lastbiler. Årligt bliver det til 11.000 synede personbiler og 4500 lastbiler i et godt område uden den store konkurrence.
Skelsættende behandling
AutoMentor e.K i Flensburg ejes af danske Niels Jakobsen, der har beskæftiget sig professionelt med biler siden 1989 og i 2000 begyndte at importere biler til Danmark. Han startede firmaet i 2004, og AutoMentor leverer omkring 80 biler årligt til Danmark. Niels Jakobsen forventer, at måske især mindre bilforhandlere vil gøre brug af hans firma i det nye samarbejde.
- Det er skelsættende, at man nu i princippet kan køre en bil på tyske plader ind i den ene ende af synhallen og få den ud på danske plader i den anden ende af vores fælles virksomhed. Hvis vi får mere volumen på import, syn og afgiftsberigtigelse, og branchekunder selv tager sig af blandt andet klargøring, garanti og betaling for bilen i Tyskland, er det selvfølgelig til andre priser end dem, der nu figurerer på vores hjemmeside, som primært er møntet på private, siger Niels Jakobsen.
Han understreger, at kunder også kan benytte andre synshaller i landet og blot maile papirer til ham for hurtig toldbehandling.
Automentor oplever ikke, at markedet for importbiler er presset af leasingmarkedet, eller efter at nybilpriserne generelt er faldet i Danmark. Det er det store tyske udbud, der lokker til import, også når det gælder VW Passat eller Ford Mondeo, hvis de er godt udstyret. Men selvfølgelig især de endnu dyrere biler i "chefsegmentet", hvor der kan spares i skat af over tre år gamle biler med alt i udstyr.