23948sdkhjf

Københavnske taxaer skal køre på el

Danmarks største taxaselskab gør klar til at erstatte dieseltaxaer med elbiler frem mod 2020.
Slut med store dieseltaxaer i København - ind med lydløse elbiler, der ikke har noget udslip af farlige partikler. Det er perspektivet, som Danmarks største taxaselskab, Taxa 4x35, ser frem til i en stor satsning mod helt at droppe diesel.

- Det er et platformsskifte. Vi vil have hele vores flåde over på el i 2020, siger Niels Kaae, direktør for Taxa 4x35, til fagbladet Ingeniøren.

I den forbindelse er man gået ind i et stort projekt, hvor EA Energianalyse skal hjælpe med at få afklaret, hvordan man kan få eltaxaerne til at fungere i den daglige taxatrafik.

Til april næste år skal Taxa 4x35 efter planen have 30 eltaxaer til at køre i København.

Det største problem for taxaer på el er fortsat den begrænsede rækkevidde. Projektet skal derfor blandt andet undersøge elbilmodeller og ladeteknologier samt klarlægge, hvor ladestandere skal opstilles.

Af de 30 nye eltaxaer kommer de 20 fra selskabet Better Place, hvilket betyder, at de skal fungere med en station til batteriskifte, hvor de kan få et nyt opladet batteri. De 10 øvrige skal lades op via lynopladning.

Da det er et krav til taxaen, at den skal kunne rumme fem personer med bagage, er man indtil videre landet på blot to elbilmodeller: Renault Fluence Z.E. og Nissan Leaf.

Projektet skal være med til at styrke taxaernes image.

- Vi vil genskabe taxaen som en kærlig fætter i stedet for i dag, hvor den godt kan opfattes som lidt anmassende, siger Niels Kaae til Ingeniøren.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063