23948sdkhjf

Succes med bilsælger-uddannelse

D.A.F.'s bilsælgeruddannelsesforløb 2011 er en realitet, og 20 friske bilsælgere har lige afsluttet deres andet modul på Business College Syd i Mommark.

Fra begyndelsen har der været bred opbakning fra den samlede danske bilbranche til uddannelsen, som derfor er blevet mødt med store forventninger til både deltagere og til skolen, der har skullet sammensætte et spændende og lærerigt forløb til de nye talenter i autobranchen, oplyser DAF-Nyt.

- For at komme godt fra start og få rystet gruppen godt sammen, var det vigtig for både Business College Syd og for branchestyregruppen fra D.A.F. at indlede forløbet med emner som personlig udvikling, siger Johnny Nedergaard, koordinator på uddannelsesforløbet.

Derfor fokuserede det første modul på personlig udvikling og kommunikation og bød på en række nærgående udfordringer og teamaktiviteter.

Indholdet havde til formål at give kursisterne indsigt i deres egen rolle på jobbet samt samarbejdet med kollegaerne.

På det netop overståede andet modul tog eleverne fat på det personlige salg. Selv om en del af deltagerne har salgserfaringer fra både nuværende og tidligere jobs, så gav modulet lejlighed til at opfriske og finpudse en række af de grundlæggende teknikker.

Besøg hos bilforhandlere og deltagelse af branchefolk i undervisningen er i hele uddannelsesforløbet en del af pensum. På de kommende moduler bliver salgstalenterne mødt af emner som jura, finansiering, leasing og beskatningsgrundlag.

En af de helt store gevinster ved uddannelsesforløbet er, at deltagerne bor på skolen i løbet af modulerne og derfor er sammen døgnet rundt. Det giver et unikt sammenhold, venskaber og ikke mindst vigtige forretningsforbindelser, der sikrer konstant læring og erfaringsudveksling. Selv under aftensmaden debatteres der lystigt forhold omkring jobbet og autobranchen.

Holdet afslutter uddannelsesforløbet i juni 2012 med eksamen og et diplom fra D.A.F.

- Vi mærker allerede nu en mærkbar interesse omkring det kommende hold, der begynder i august 2012. Derfor er det ikke for tidligt at begynde planlægningen af ansættelsesforløb, prøvetid og arbejdsplan, opfordrer Johnny Nedergaard.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08