Nyt, men inspireret af det gamle værksted
De gamle bygninger har fungeret fint, så der er ingen grund til de helt store ændringer, mener Karsten Juul, der bygger nyt bilhus med værksted i Kolding og flytter fra Vamdrup.
Karsten Juul har derfor købt en 6000 kvadratmeter byggegrund på hjørnet af Saturnvej og Dons Landevej lige nord for motorvejsfrakørsel 63 ved Kolding. I de seneste år er området udviklet en bilby, med flere større bilhuse og virksomheder inden for autobranchen, og det er ikke helt tilfældigt, at Karsten Juul nu også bygger her.
Pakkeløsning
- Jeg havde kigget på mulige lejemål i Kolding, men da denne byggegrund var til salg, og det var Brdr. Daugaard Pedersen fra Vamdrup, der ejede grunden, var valget ikke så svært, siger Karsten Juul.
- Det er så også dem, der står for hele byggeriet af bilhuset, så der er tale om en "pakkeløsning" til 10 millioner kroner i runde tal.
I første omgang bliver halvdelen af de 6000 kvadratmeter benyttet til et 950 kvadratmeter stort bilhus plus udenomsarealer. De øvrige 3000 kvadratmeter af grunden er en investering, som Karsten Juul selv kan bruge, hvis der senere er behov for udvidelser, eller han kan sælge dem, da den har en attraktiv beliggenhed.
- Byggeriet står færdigt 8. juli, og når det er Brdr. Daugaard Pedersen, der bygger, plejer det at holde, pointerer Karsten Juul.
Hurtig handel
Indtil for nyligt ville Karsten Juuls drive bilhuset i Vamdrup videre sammen med det nye i Kolding, da han har en stor og trofast kundegruppe i Vamdrup, hvor han overtog virksom heden for 12 år siden efter forældrene, som havde drevet det i 30 år.
Men da der viste sig en interesseret køber, som vil drive værkstedet i Vamdrup videre i samarbejde med Topp Biler i Vamdrup, blev der skrevet slutseddel så sent som 6. juni med overtagelse 1. august. Køberen i Vamdrup overtager også en del værkstedsinventar, blandt andet liftene.
Den hurtige handel betyder, at Karsten Juul fra 1. august samler det hele i sit nye bilhus i Kolding, som kommer til at hedde Chevrolet Kolding Karsten Juul Automobiler A/S. Han er eneforhandler af Chevrolet i området, så det er dette bilmærke, han satser på. Men efter mange år som Opelforhandler og Opel Serviceværksted, er der også mange kunder til dette bilmærke. Han har også en større brugtbilhandel, og værkstedet påtager sig service og reparation af alle bilmærker.
Seks blå lifte
- Den største enkeltinvestering i værktøj er seks nye lifte i Chevrolets specielle blå farve samt en ny lydløs kompressor. Alt sammen fra Stenhøj, fortæller Karsten Juul.
- Meget af værktøjet fra Vamdrup er så godt, så det tager vi med, og det samme gør vi med det specialværktøj, der kræves til Chevrolet. Men vi har suppleret op med forskelligt gennem FTZ og Würth.
- Da vi planlagde byggeriet kiggede vi meget på vores hidtidige bygninger, som er udvidet af flere omgange. De har faktisk fungeret ganske godt, så der var ingen grund til grund til de helt store ændringer. Men vi får mere plads, så vi kan ansætte flere, uden at skulle bygge til i første omgang.
En markant ændring er der dog. I Vamdrup var værkstedsgulvet malet, og det skulle males hvert år. I Kolding er der derfor lagt fliser på gulvet, og de er nemmere at vedligeholde, og Karsten Juul har håndværkernes ord for, at de godt kan holde til, selv om man skulle tabe stykke værktøj. Desuden er der et nyt, veldimensioneret ventilations- og udsugningsanlæg, projekteret af FagTek A/S. Ovenover værkstedet på et indskudt "halvt" loft indrettes reservedelslager.
Foruden de 450 kvadratmeter værksted er der 500 kvadratmeter mere under tag. De indrettes til henholdsvis udstillingslokale, salgskontorer og administration. For tiden er der tre på værkstedet og tre i administration, lager og salg, så der er plads til flere.