Udbudsovervågning i Motor-magasinet
Autobranchens fagblad tilbyder alle læsere en tidlig julegave på www.motormagasinet.dk.
- Udbudsovervågningen er fyldt med relevante udbud, og den er enkel at bruge, lover husets udbudsjurist Jens Munk og forklarer:
- Overvågningen indsamler dagligt alle danske EU-udbud på over 1,5 millioner kroner og præsenterer dem enkelt og overskueligt på www.motormagasinet.dk. Vi har på forhånd sorteret de mere end 9000 såkaldte cpv-koder fra EU-systemet og lagt cirka 400 ned i 12 branchekategorier.
- I en travl hverdag duer det ikke at bruge tid og kræfter på rode rundt mellem irrelevante udbud for at finde dem, man har brug for. Når man har valgt den/de kategorier, der matcher ens virksomhed, er der kun tilbage at trykke søg. Hvis man ønsker at modtage udbud fra de valgte kategorier hver morgen, indtaster man blot sin mailadresse én gang, tilføjer han.
- Som fagblad for autobranchen er vi konstant i dialog med markedets aktører. Vi har igennem de seneste års krise mærket en stigende efterspørgsel på information og viden om det offentlige marked. Dette ønske imødekommer vi nu med en Udbudsovervågning, som er enkel at bruge og som indeholder udbud, der er relevante for netop vores branche, supplerer chefredaktør Michael Nørfelt, Motor-magasinet.
Ved første øjekast kan deltagelse i udbud virke som en stor mundfuld. Motor-magasinet har derfor lavet en aftale med Mediehuset Danske Fagmedier om, at de stiller deres tre udbudseksperter til rådighed for spørgsmål fra Motor-magasinets brugere om udbud.
Chef for Danske Fagmediers Udbudsteam, cand. merc. jur. og udbudsjurist Jens Munk glæder sig til at kunne hjælpe Motor-magasinets mange læsere og annoncører i gang med bedre at dyrke det offentlige marked.
Udbudsovervågning findes på Motor-magasinets hjemmeside til venstre, øverst under funktioner.