Dan-Glas fortsætter ekspansionen
En af Danmarks førende leverandører af autoglas planlægger etablering af to nye afdelinger i Syd- og Sønderjylland, hvilket vil gøre kæden landsdækkende.
Ud over hovedsædet i Viborg har Dan-Glas i dag syv afdelinger i henholdsvis Aalborg, Holstebro, Herning, Aarhus, Odense, Slagelse og København. Men der er fortsat et udækket område på Danmarkskortet, nemlig Syd- og Sønderjylland. Det vil der nu blive rådet bod på.
I første omgang med etableringen af en afdeling i trekantområdet Vejle-Kolding-Fredericia. Den endelige placering ventes besluttet inden for kort tid, så den nye afdeling kan slå dørene op i begyndelsen af 2012. Senere vil der komme en filial eller et stødpudelager i Sønderjylland, tæt på den dansk-tyske grænse.
Bedre kundebetjening
- Vi har allerede mange kunder i det syd- og sønderjyske område. I dag bliver de betjent fra vores øvrige afdelinger. Men vi har et ønske om at være tæt på vores kunder, også rent geografisk, og det gælder lige så vel i Syd- og Sønderjylland som i det øvrige Danmark. Derfor vil vi nu oprette de to nye afdelinger, siger Dan-Glas direktør Viggo Hansen, der etablerede virksomheden i 1982.
Den rigtige retning
Egentlig skulle de nye afdelinger have været etableret for et år eller to siden. Men som alle andre virksomheder blev også Dan-Glas ramt af den globale finanskrise. Det resulterede i, at omsætningen steg mindre end forventet i 2009 og 2010. Men denne udvikling er vendt, og Viggo Hansen er godt tilfreds med det resultat, der tegner sig for indeværende år.
- Nu går tingene atter i den rigtige retning. Vi er for eksempel blevet kåret som gazelle-virksomhed, og denne positive udvikling markerer vi blandt andet med de to nye afdelinger. Heldigvis har danskerne fortsat bilen som deres foretrukne befordringsmiddel, og det er med til at fastholde efterspørgslen af de produkter og ydelser, som Dan-Glas leverer, siger Viggo Hansen.
Doktor Skår
Dan-Glas, der altid har mere end 13.000 frontruder på lager, leverer til godt 100 godkendte serviceværksteder landet over. I samarbejde med dem introducerede Dan-Glas i begyndelsen af 2011 Autoglasservice.dk - et koncept, der med den fiktive "læge" Doktor Skår som frontfigur henvender sig til slutbrugerne altså bilisterne som kan ringe eller skrive til den kvindelige "doktor" for at få anvist de nærmeste serviceværksteder, når uheldet har været ude.
- Vi og vores samarbejdspartnere har fået meget ud af det nye koncept, som i høj grad er blevet bemærket af vores slutkunder. Doktor Skår har allerede udviklet sig til et rigtig stærkt brand, vurderer Viggo Hansen.