Scangrip lyser op i Paris
Dansk firma vil med sit ekstremt kraftige lys konkurrere med Eiffeltårnet om at lyse Paris op under Equip Auto i næste uge.
Line Light giver ifølge selskabet ekstremt kraftigt lys, præcis hvor man har brug for det, og er designet til liftsbelysning og til anvendelse alle steder, hvor der er behov for stærkt, effektivt og koncentreret lys i et specifikt arbejdsområde.
Scangrip betegner selv Line Light som en innovativ belysningsløsning på basis af den nyeste LED-lysteknologi.
Designet på nyheden er strømlinet, og den patenterede akrylprofil har en diameter på kun 25 mm. Da lampen er vandtæt samt ekstremt robust og holdbar, tilbyder Scangrip en fabriksgaranti på ti år.
Line Light er patenteret og fremstilles på Scangrips fabrik i Danmark.
Nyheden tilbydes som Line Light 1 med én belysningsenhed til anvendelse på arbejdsbænken og alle andre steder på værkstedet, som Line Light 4 til autolifte med fire belysningsenheder samt som Line Light 6 til lastbillifte med seks belysningsenheder.
To stande
Udover en lang række produktnyheder på belysningsområdet udstiller Scangrip også sit komplette program af fjederspændere, som er kendt over hele verden som specialværktøj med fokus på optimal sikkerhed og brugervenlighed.
Scangrip kan besøges på Equip Auto på to stande, C165 og J133 i hal 5.