Den store familiebil koster
Bilpriser har i den seneste analyse udregnet totaløkonomien for 57 MPV-modeller. Analysen viser, at der er store forskelle i totaløkonomien.
32 af bilmodellerne i analysen har fem sæder, og de øvrige 25 har syv sæder. Selvom syv-sæders MPVere er dyrere i indkøbsprisen, er de ikke nødvendigvis dyrere hvad angår totaløkonomien. Faktisk er Renault Grand Scenic 1.5 dCi FAP Authentique med syv sæder et billigere køb på sigt end flertallet af de fem-sædes modeller, Bilpriser.dk har kigget på i analysen.
Samtidig har Scenic også en kraftigere motor end mange af fem-sædes-modellerne.
Billigste model
Skoda Roomster 1.2 TDI Greenline lægger sig klart i førersædet hvad angår den bedste totaløkonomi, dog skarpt forfulgt af Citroen C3 Picasso 1.6 HDI-Fap Comfort. Begge er med fem sæder og kan erhverves for 199.000 kroner.
- Individuelle rabatter kan forrykke regnskabet, og derfor kan vi kun opfordre til at man eventuelt sammen med banken eller bilhandleren får gennemregnet totaløkonomien i den næste bil, udtaler chefanalytiker Niels Grøftehauge fra bilpriser.dk.
- Selvom noget ser billigere ud ved første beregning, glemmer mange at tage ordentligt hensyn til afskrivningerne, og det bliver dyrt, når man skal skifte bil næste gang. Får man ikke nedbragt sin gæld til restværdien, inden næste bil skal købes, kan man blive tvunget til at gribe dybere i lommen for at udligne forskellen op til restgælden eller vælge noget andet end man egentlig ønsker, siger Niels Grøftehauge.
Totaløkonomien for bilerne i denne analyse er beregnet ud fra en fire-årig periode, hvor der køres 20.000 kilometer årligt. Det er vigtigt som bilkøber at beregne totaløkonomien ud fra ens eget personlige behov, da tallene kan variere. Måske har man ikke anciennitet til at få en god forsikringspris hos forsikringsselskabet, men kan ved nogle bilmodeller få et godt tilbud, hvilket kan ændre regnestykket væsentligt.
Samtidig kan en bil, der er dyr i erhvervelse vise sig at være markant billigere på sigt grundet dens brændstoføkonomi. Desuden skal man afgøre, om man ønsker at eje eller privatlease MPVen, idet der oftest vil være leasingtilbud i markedet, der kan være interessante.
Analysen af 57 aktuelle MPV-modeller kan gratis downloades i sin helhed: http://press.autorola.com/Analyser/2011/...