Nu hedder foreningen CAD Indkøb
De frie værksteders indkøbsforening afholdt repræsentantskabsmøde med indslag om ny købsportal, affaldshåndtering og ac-kølemidler.
Bestyrelsesformand Jørgen C. Jensen bød især velkommen til den nyligt tiltrådte regnskabsmedarbejder Betina Jørgensen. Hun er allerede i fuld gang med at overtage bogholderiet og flytte det fra de frie værksteders foreningskontor i Taastrup til CAD Indkøbs nye kontor i Horsens, hvor også den daglige leder, Niels Bork, holder til.
Betina Jørgensen skal medvirke til at sætte yderligere fart på udviklingen af gennemfaktureringsaftaler og forbedre regnskabsprocedurer til fordel for de cirka 1000 medlemsværksteder.
Da indkøbsforeningen ikke længere driver lager, blev bestyrelsens forslag om navneændring fra CAD-KØB til CAD Indkøb enstemmigt vedtaget.
Miljøhjælp og køling
Direktør Steen Petersen fra ABAS fortalte om løsninger til affaldshåndtering og bortskaffelse, som letter hverdagen for værkstederne. ABAS er ejet af autobranchen selv og arbejder derfor altid i værkstedernes interesse. Steen Petersen gav også en grundig gennemgang af funktionerne indenfor Miljørådgivning som man tilbyder i samarbejde med MAN consult. Her kan man tilbyde de samme løsninger som tidligere blev løst af det nu lukkede Auto & Miljø.
Produktspecialist Thomas Nielsen fra Dometic gav herefter en grundig gennemgang af de nye krav om lovpligtige kurser til mekanikere, som skal reparere autoklimaanlæg. Der er først ledige pladser i oktober måned.
Thomas Nielsen gav Dometics bud på, hvilket kølemiddel der skal afløse R134A allerede i år. Bilproducenterne holder kortene tæt til kroppen med hensyn til krav til fyldestationer, som kan håndtere disse kølemidler, og han råder derfor værkstederne til at vente med at investere i nyt, til man ved mere.
Portal forbedret
Niels Bork gav en grundig gennemgang af aftalerne i CAD Indkøb og arbejdet med at modernisere foreningen, samt ikke mindst en status på de mål og strategier, som blev præsenteret for et år siden. Herunder arbejdet med opbygningen af en indkøbsportal, så medlemmerne nemt finder leverandører, priser, med mere og bestiller produkter fra mange leverandører på et sted. Portalen blev lanceret i oktober 2010 og er siden forbedret. Cirka 30 procent af indkøbsforeningens medlemmer benytter nu den nye indkøbsportal.
CAD-direktør Erik S. Rasmussen opfordrede alle tilstedeværende til at gå hjem i deres lokalforening og være ambassadører for, at kollegerne bruger CAD Indkøb.
Ny næstformand valgt
Efter mange års bestyrelsesarbejde trådte næstformand Johnny Jørgensen, Vandel, ud af CAD Indkøb, da han har solgt sin butik. Som ny næstformand blev valgt Ole Jensen, Ilbro . Ny suppleant til bestyrelsen blev Ole Nielsen, Langå.
Det tilbyder CAD Indkøb
CAD Indkøb er indkøbsforening for knap 1000 frie autoværksteder i Danmark. Den tilbyder sine medlemmer:
Egen indkøbsportal
Salg og markedsføring af produkter og serviceydelser til medlemsvirksomheder
Etablering af indkøbsaftaler rettet mod afsætning til professionelle autoværksteder
Administration af aftaler med mulighed for afdækning af risiko
Indkøbssupport og konsulentrådgivning ved større investeringer hos medlemsvirksomheder
Afvikling af lukkede fagmesser og præsentationer for autoværksteder
Udvikling af nye forretningskoncepter
Markedsanalyser og undersøgelser i branchen
Mere på www.cadindkoeb.dk.