Ninki fik sine krav opfyldt
Udsigten til at miste det danske og øvrige nordiske marked fik Istobal til at fremskynde en bilvaskemaskine til det danske marked, så Ninki Bilvask fortsætter med Istobal.
Årsagen var, at Istobal for at tage priskampen op på det globale marked ville komme med en ny og billigere maskine M22 Mnex. Denne maskine skulle afløse de velkendte og gennemprøvede M9 og M19 MNC Plus, og netop dem havde Ninki opnået en betydelig markedsandel med i Danmark.
Nu har den spanske producent ændret holdning.
Istobal har lovet Ninki at fremskynde fremstillingen af en ny model, M32 Mnex. Den betegnes som en prisbillig kvalitetsvaskemaskine, men i modsætning til den bebudede M22 er den kompatibel med "smart" og "multimat" og kan således være en god afløser for de MNC-maskiner, der kører i Danmark, når de med tiden skal udfases.
Testmaskine bygget
- Vi stod overfor en Statoil-tender, som Istobal var bange for ikke at komme med i. Udbudsmaterialet for Statoil i hele verden udarbejdes i Oslo, og Istobal ved godt, at Ninki har været deres indgang til Skandinavien, forklarer direktør Kim Mogensen, Ninki Bilvask A/S.
- Så man kan godt sige, at de faldt lidt på knæ for os.
Hvis M22 skulle bruges i Danmark, skulle Ninki modificere dem så meget, at der ikke var megen fortjeneste tilbage. Og ifølge den oprindelige melding fra Istobal, ville der gå mindst et par år, før M32 var klar.
Det ville Kim Mogensen ikke vente på, så andre muligheder blev undersøgt, og Ninki var også selv gået i gang med et fremstille sin egen vaskemaskine. Testmaskinen var bygget, så den kunne være klar til efteråret, men med Istobals "knæfald" er den nu indtil videre sat på stand by.
M32 til Danmark
- Jeg blev med to dages varsel inviteret ned til Istobal i Spanien, hvor der var booket møde med otte forskellige afdelinger, og på det møde fik jeg stort set alle mine ønsker og krav igennem, lyder kommentaren fra en meget tilfreds Kim Mogensen.
M32 bliver foreløbig kun bygget til det danske marked efter Ninkis krav, mens de øvrige markeder får tilbudt M22. Dog vil det være sådan, at hvis benzinselskaber i andre lande forlanger M32, vil de også kunne købe den.
- Vi har lige fået den første M32, som vi skal have til at køre på vores testbane, og vi forventer, at den bliver klar til levering hen over efteråret, oplyser Kim Mogensen. Alle planer om at skifte maskinleverandør fra årsskiftet er dermed stillet i bero.
- Når Istobal vil, som vi vil, ser jeg ingen grund til at skifte mærke. M22 er for så vidt god, men jeg ville ikke tvinges til at tage den, da jeg ikke mener, den er god nok til det danske marked. Nu har jeg på skrift, hvad de har lovet mig, og det er, hvad det danske marked kræver, siger Kim Mogensen.