Medlemmer tilfredse med ny lakkæde efter det første år
Værkstederne har tilkendegivet, at Lakkæden Danmark har effektiviseret de enkelte værksteder og skabt gode samarbejdsaftaler.
Kædens medlemmer, der nu udgør 32 autolakererier, har oplevet en markant effektivisering af omkostningsniveauet og føler, at de har fået en attraktiv kædemulighed, uden at de har mistet deres selvstændige profil.
- Vi kan som kæde være meget tilfredse med den hidtidige udvikling. Medlemmerne har for en investering på kun 5000 kroner om året fået det, vi i første omgang lovede og selv forventede, nemlig et lavere og mere optimeret omkostningsniveau, og dermed øget konkurrencekraft i et hårdt marked, udtaler bestyrelsesformand Torben Rasmussen.
Fællesskab udvikler
Formandens beretning bar præg af de nye tider og de udfordringer, branchen som helhed står overfor, herunder mindre arbejde, pres på prisen og øgede centraliseringer.
- Vi er som fagfolk nødt til at stå sammen, hvis vi ønsker indflydelse på vores egen fremtid. Vi kan i fællesskab langt bedre udnytte mulighederne og sikre, at vi som fagfolk kan udvikle vores forretninger med et positivt resultat på alle områder, udtalte Torben Rasmussen.
Han kunne fortælle, at regnskabet i kæden er positivt og viser, at målsætningen om primært at give kædefordelene direkte til det enkelte medlem er rigtigt.
- Vi bruger ikke penge på en unødvendig stor administration med mere, men fokuserer på at alle kædeaftaler giver fordele, som kædemedlemmerne kan mærke med det samme, lød det fra formanden.
Fremtidige tiltag
Lakkæden Danmark har over det første år nået langt de fleste overordnede mål, men har dog ikke nået de forventede 60-75 medlemmer. Opgaven er nu at få etableret mere faste rutiner og forretningsgange i kædens daglige drift. Der skal blandt andet sikres en endnu bedre information fra kæden til det enkelte medlem og medlemmerne imellem.
- Vi kan blive endnu bedre, og vi er et hundrede procent sikre på at, Lakkæden Danmark er stedet for lakeringsbranchens rigtige fagfolk. Vi har fortsat en spændende opgave i at få snakket med en række kolleger om at blive en del af kæden. Der er kun sund fornuft i det, så jeg vil da også gerne opfordre interesserede til allerede nu at tage fat i os, så de kan få gavn af fordelene med det samme, opfordrer Torben Rasmussen.