Synliggørelse og profilering skal trække unge til autobranchen
Hvordan får vi tiltrukket de rigtige unge mennesker til autobranchens uddannelser, og hvordan fastholder vi dem. Det var temaet ved en branchedag, som Q8 Oils for nylig afholdte.
Branchedagen startede med en paneldiskussion mellem René Tønder Nielsen, direktør for Bilbranchen, Jens Brendstrup, direktør for D.A.F., og Erik Rasmussen, direktør for CAD.
Selvom de tre direktører repræsenterer tre forskellige sider af autobranchen, kunne de sagtens blive enige om, at autobranchen har været for fragmenteret og at samarbejde er vejen frem, også når det kommer til rekruttering. Det var signalet fra autobranchens repræsentanter.
Som Jens Brendstrup sagde, er det et forpligtende samarbejde, som de tre organisationer, D.A.F., SKAD og FAI, er ved at stable på benene i form af den fusion, der er under forberedelse.
- Samarbejde er vejen frem, hvis autobranchen skal opnå den position, vi er berettiget til. Der er selvfølgelig noget økonomi i det, men det handler også om gennemslagskraft, sagde han.
Her var han fuldstændig på linje med Bilbranchen.
- Autobranchen er den femtestørste enkeltsektor i industrien, men det får vi ikke credit for. Som branche har vi været for fragmenteret, sagde René Tønder Nielsen.
Synliggøre håndens arbejde
De tre paneldeltagere slog fast, at der generelt er alt for lidt opmærksomhed omkring de håndværksfaglige uddannelser i Danmark, og det er vigtigt, hvis de rette unge mennesker skal rekrutteres til branchen.
- Det handler om at få synliggjort, at håndens arbejde er ok, det hele skal ikke kun handle om bogligt arbejde. Der har jo lige været World Skills, hvor de unge mennesker klarede sig udmærket, sagde Jens Brendstrup.
Han var ikke den eneste, som mente, at en event som World Skills kan bruges til at fokusere mere på håndværksfagene.
- Andre lande sendte direkte tv fra World Skills i den bedste sendetid, herhjemme hørte vi stort set ikke om det. Det handler om at få synliggjort håndværksfagene, sagde Erik Rasmussen.
Søg på den rigtige måde
Christian Kurt Nielsen, adm. direktør for rekrutteringsvirksomheden Mercuri Urval A/S, var inviteret til branchedagen for at fortælle om, hvordan de arbejder med rekruttering og ikke mindst fastholdelse af medarbejderne. For det er jo ikke nok at rekruttere nogle nye medarbejdere. Når først man har brugt ressourcer på at ansætte dem, skal man jo også helst beholde dem, så længe de skaber værdi for virksomheden, og virksomheden skaber værdi for dem, som Christian Kurt Nielsen udtrykte det.
- Lad nu være med bare at sætte en annonce i en søndagsavis, som der alligevel ikke er nogen, der læser, pointerede han.
- I bliver nødt til at gøre noget på de sociale medier, her har I unikke muligheder, for der er hele jeres målgruppe, sagde han og tilføjede, at netværket også spiller en meget stor rolle.
- I skal bruge jeres medarbejdere til at finde de næste medarbejdere, rådede han de mange fremmødte repræsentanter for den danske autobranche.
Man forlader en leder
Man kan sige mange ord om det at fastholde de dygtige medarbejdere, men Christian Kurt Nielsen valgte at belyse den problemstilling fra en helt anden vinkel.
- Folk søger firmaer og jobs, men de forlader ledere, når de forlader et job. Hvorfor skulle nogen ville ledes af mig? Det spørgsmål skal man som leder stille sig selv engang imellem. Hvis man ikke kan finde svar, skal man spørge sig selv, om man er leder. For man kan blive udnævnt til chef af sine overordnede, men det er medarbejderne, der bestemmer, om man er leder, sagde han.
Christian Kurt Nielsen understregede desuden, hvor enormt vigtigt det er at fortælle medarbejderne, at deres job har betydning.
- Folk vil have betydning, derfor er det vigtigt, at de får at vide, det, de laver, har betydning.
Han gjorde desuden opmærksom på, at det er vigtigt, at folk gør det, de er bedst til på jobbet. Det lyder som en selvfølge, men er det i følge Christian Kurt Nielsen langt fra.
- Har man på arbejdet mulighed for at gøre det, man er bedst til? Det er virkelig noget, der har betydning for folk. Det er rystende så mange, der bruger det meste af deres tid på noget, de ikke er så gode til.
Lærlinge er en god forretning
Jesper Brahm Johansen, direktionssekretær hos Ejner Hessel A/S, fortalte på branchedagen, at selvom Ejner Hessel selvfølgelig har et ansvar for at uddanne lærlinge, er det også en god forretning.
- De afdelinger, der er gode til at give lærlinge opgaver, tjener på det. Vi har samme effektivitetsberegninger på lærlinge som på svende, for de får det mindre i løn. Men man skal ikke bare tage dem ind, man skal gøre det på den rigtige måde. De skal hurtigst muligt stå og skrue selv i stedet for bare at gå til hånde, og det kræver selvfølgelig, at man har den rigtige mentor, sagde han.
Jesper Brahm Johansen mente i øvrigt ikke, at det er helt rigtigt, når man til tider fremhæver mekanikerfaget som et fag, der bliver mere og mere bogligt.
- Selvfølgelig er der noget fejlsøgning, men 80 procent af arbejdet på værkstederne er stadig noget med at stå og skrue. Det er det, vi skal leve af.