Rullende specialister i autoel
AB Autoteknik er seks rullende autoværksteder over hele Sjælland. En af hovedopgaverne er montering af bilvarmere.
Og efter et smæk ved krisens start i 2008 går det nu atter fint for det specialiserede autoel-firma.
AB Autoteknik servicerer primært erhvervskunder i Københavnsområdet, som eksempelvis autoforhandlere, men foretager også elektriske opbygninger af brandbiler, akut lægebiler og lignende for bilopbyggerne over hele Sjælland.
I autobranchen servicerer AB Autoteknik både mærkeforhandlere og frie værksteder.
- Vi var 12 mand før 2008, men er nu halveret til seks. Til gengæld ser det fint ud for efteråret, og vi skal nok være én mand mere nu, vurderer indehaver Carsten Ovesen, 43 år, her ved indgangen til højsæsonen for bilvarmere, som typisk strækker sig fra september til februar.
AB Autoteknik leverer primært varmere fra Webasto, men har også Eberspächer på programmet.
Idé hos frisøren
Nyt for AB Autoteknik er en hjemmeside med online tidsbestilling via et login for værkstedets cirka 70 auto-kunder.
- Jeg fik ideen hos min frisør, og det betyder, at vi slipper for en masse opkald, og at vores kunder selv i fred og ro kan planlægge og bestille tid og dele efter deres ønsker og efter vores medarbejderes kompetencer. De udfylder direkte et arbejdskort med bil, årgang, model og så videre og gennemfører en bestilling, som jeg så godkender. Desuden får de automatisk en mail eller sms dagen før den aftalte tid, forklarer Carsten Ovesen.
- It-systemet er ikke billigt, men det har sparet en kontormedarbejder på halvtid. Vi gik i luften for to måneder siden, og kunderne er allerede flittige til at bruge systemet, tilføjer han.
AutoBjørn
AB Autoteknik kan føres helt tilbage til 1965, hvor Carsten Ovesens far Bjørn Ovesen (AutoBjørn) startede op i Valby med nogle af landets første oliefyrs-monteringer i køretøjer. Selv kom Carsten Ovesen, der er uddannet entreprenørmaskine mekaniker samt har en efteruddannelse som autoelektriker, ind i firmaet i 1992, og siden 2005 har han selv drevet AB Autoteknik. Bjørn Ovesen er i dag 70 år og gik på pension i foråret.
I dag har AB Autoteknik speciale inden for salg, reparation og montering af bilvarmere, mobil håndfrisæt (Bluetooth), GPS tracking, navigationsanlæg, cyklist- og bakkamera, autoalarmer, fartpiloter samt speciel-løsninger som eksempel elektrisk opbygning af akut lægebiler og brandbiler.
Til privatkunder har AB Autoteknik mulighed for oliefyrs-monteringer i Holbæk, Valby, Ishøj og Ølstykke, tre af stederne på AutoMester værksteder.