AUTIG: Sidste barriere mellem værksteder forsvinder
De uafhængige værksteder får adgang til at reparere bilernes sikkerhedssystemer på lige fod med bilfabrikkernes værksteder.
I dag må et uafhængigt værksted ofte afstå fra at reparere en bil, når opgaven involverer køretøjets sikkerhedssystemer eller situationer kan opstå, hvor det uafhængige værksted bliver tvunget til at bringe en kundes bil hen til et mærkeværksted for at få udført den del af en større opgave, som kræver indgreb i sikkerhedssystemerne, påpeger foreningen.
Moderne biler kan også have behov for opdateringer af bilens software, men det er forbeholdt mærkeværkstederne at gøre den type arbejde til en rutinemæssig del af deres vedligeholdelsesprogrammer, når det angår sikkerhedssystemerne.
- Der er en klar tendens til, at flere og flere komponenter i bilen forbindes til elektroniske styreenheder, og det er naturligvis ikke udtryk for fri konkurrence og lige vilkår, hvis mængden af opgaver stille og roligt tørrer ud for de uafhængige aktører på reparationsmarkedet, siger direktør Frank R. Hansen fra AUTIG.
Som led i at nedrive de eksisterende barrierer for fri konkurrence er der under EU-Kommissionens overvågning etableret et organ for sikkerhedsrelateret reparations- og vedligeholdelsesinformation, som skal forvalte gennemførelsen af det kommende certificeringssystem for uafhængige værksteder.
Organet, der bære navnet SERMI, får repræsentanter fra bilfabrikkerne og fra de uafhængige aktører, og de to parter vil hver sidde med halvdelen af indflydelsen på de beslutninger, som skal træffes. Når der ikke kan opnås enighed vil Kommissionen fungere som mægler.
Vigtig milepæl
AUTIG oplyser, at der nu ligger en lang række opgaver med at definere forskellige praktiske detaljer om procedurer, akkrediteringer og udpegning af et center, som skal udstede certifikater.
Arbejdet med at definere en standardiseret proces for adgang til sikkerhedsrelateret information blev startet i 2008, og etableringen af SERMI er en vigtig milepæl i det forløb, som skal bringes til afslutning inden et uafhængigt værksted kan lade sig certificere til at udføre opgaver med bilernes sikkerhedssystemer.
- Opbygningen af den samlede arkitektur for certificeringsprocessen er en besværlig, langvarig og kostbar proces, men når opgaven er løst, bliver det ganske enkelt og billigt, at opnå en certificering, siger AUTIG-direktøren, der samtidig forklarer, at regningen for hele forarbejdet er betalt af Kommissionen og de brancheorganisationer, der har ønsket ordningen etableret.
Når der åbnes for certificering af værkstederne ligger der en større informationsopgave, som skal løses, men både værkstedernes organisationer, værkstedskæderne og værkstedernes leverandører vil i følge AUTIG blive forsynet med informationsmateriale.