Åbent hus solgte biler
Over 200 besøgende til den nye Citroën-forhandler i Viborgs åbent hus-arrangement i weekenden.
Da Bojsen Biler i weekenden holdt åbent hus med præsentation af de to nye Citroën-modeller DS3 og DS4, tiltrak eventen mere end 200 interesserede. Og gæsterne nøjedes ikke med at uddele masser af roser til de spændende bilmodeller og det nye Citroën koncepthus. Også købelysten var stor.
- På to dage var der ikke færre end seks kunder, der købte hver en Citroën DS4.
- Efterfølgende har vi solgt yderligere et par af de nye modeller, og vi har flere forespørgsler, som sandsynligvis også ender med købsaftaler. Det er langt, langt mere, end vi på forhånd havde turdet drømme om, siger salgschef Bo Jørgensen fra Bojsen Biler i Viborg.
19 franskmænd
De mange gæster havde også mulighed for at opleve et imponerende opbud af ikonbilen Citroén ID/DS, der første gang rullede ud på landevejene i 1955.
Ikke færre end 19 eksemplarer af den elegante franskmand var linet op foran det nye Citroën koncepthus.
Dansk Citroën ID/DS Klub holdt nemlig sin årlige generalforsamling i Viborg, og medlemmerne benyttede lejligheden til et besøg hos Bojsen Biler. Den nostalgiske Citroën-arrangement var henlagt til Viborg på foranledning af et af klubbens lokale medlemmer, Hans Kjær Jakobsen fra Bruunshåb..
- Besøget hos Bojsen Biler var et spændende indslag i et meget vellykket arrangement. Klubbens medlemmer fik lejlighed til at se og prøvekøre de nye DS3 og DS4 modeller, mens vores øvrige gæster fik en ekstra oplevelse, siger daglig leder hos Bojsen Biler, Ole Hansen.