Motorcykel i guld og perlemor til Caroline Wozniacki
Tennisstjernen Caroline Wozniacki har netop foræret sig selv noget så sjældent som en eksklusiv dansk costum-made motorcykel i 21 års fødselsdagsgave.
Motorcyklen rummer masser af personlige detaljer: Kælenavnet Caro og "Miss Sunshine" skrevet på sadlen. En model af en Yonex-ketcher langs den ene side. Hendes signatur er formet i 24 karat guld og påsat tændspolecover med indlagte brillanter. Den ring og de ørestikker, hendes mor Anna bar den dag, hun mødte Carolines far Piotr, er også en del af udsmykningen. Datoen 11.oktober 2010 skrevet med store bogstaver det var den dag, Caroline overtog verdensranglistens førsteplads. På styret sidder et guldkors, der har tilhørt Carolines farmor, og på speedometeret er monteret det firkløver-smykke, som ellers altid har siddet rundt om hendes ene håndled. Hendes stjernetegn krebsen kan også findes på cyklen, der bærer stelnummer 48.
På gaden i Danmark ville den koste knap 900.000 kroner, men på Monaco-plader er prisen lavere, siger Uffe Lauge Jensen, der ikke vil afsløre flere detaljer. Men han fortæller gerne, at samarbejdet med den danske verdensstjerne er forløbet rigtig godt.
Lauge Jensen Motorcykler er eksklusive håndbyggede danske motorcykler med intet mindre end en verdensgodkendelse fra Tüv på motorcykler over 500 kubik. Desuden er Lauge Jensen den eneste danske motorcykelfabrikant, siden den sidste motorcykel kørte ud af Nimbus-fabrikkerne i 1959.
Helt unikke maskiner man ikke se hver dag, og som oser langt væk af finish, frækhed og detaljer.
Netop det unikke og det danske var også en af grundene til, at Uffe Lauge Jensen i foråret kunne føje et andet, prominent navn til kundelisten: Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik. Og mon ikke også Caroline Wozniacki har været tiltrukket af de samme værdier.