23948sdkhjf

Så fik vi alle tæsk igen

Karl-Ove Pedersen, direktør for DBFU (Dansk Bilforhandler Union), kommenterer her DR Kontant program den 20. september.
Så blev der igen kogt suppe på gamle ben. Det lykkedes for DR’s Kontanten (den 20. september), efter grundig research, at finde nogle brugtbilforhandlere som ville sælge en afhentnings engrosbil til en slutbruger og derved undslå sig købelovens bestemmelser om 24 måneders reklamationsret. Der er jo ikke noget nyt i det. De useriøse fra branchen har altid fyldt meget i forbrugerprogrammerne og langt mindre i statistikkerne, for de er heldigvis ikke så mange tilbage.

Alle bilforhandlere får jævnligt henvendelser fra privatkunder, der gerne vil købe en engrosbil, og mange kunder bliver småfornærmede, når de som oftest bliver mødt med et desværre. Kunden vil gerne købe, bilforhandleren vil gerne sælge; men kan ikke, da køretøjet jo omgående er omfattet af reklamationsbestemmelserne. Det er et paradoks, som ikke lige lader sig løse, da lovgivningen jo ligger fast på området.

Noget kan vi dog gøre - vi kan nå meget langt med forventningsafstemning. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har faktisk udsendt en pressemeddelelse, som prøver at neddæmpe kundens forventninger til en brugt bil, og vi skal også være opmærksomme på i branchen at informere reelt om, hvad kunden kan forvente af en brugt bil, ligesom en specifik ansvarsfraskrivelse kan anvendes ved ældre, slidte biler, så køber og sælger er enige om, hvad man kan forvente og specielt ikke kan forvente af den brugte bil.

Det kunne faktisk være befriende, hvis DR-Kontanten lavede et program om, hvordan kunderne undgår at lande i en uheldig situation, når de vælger at købe en brugt bil. Et forbrugerprogram bør vel indeholde reel forbrugeroplysning og ikke kun populistiske skjult kamera optagelser af lurvede baggårdsforhandlere, der bliver taget med bukserne nede.

Når forbrugerprogrammer orienterer om internethandel, svigter man ikke en lejlighed til at fortælle, hvilke brancheforeninger en internetbutik skal være medlem af, for at kunden kan føle sig tryg. Fortæl dog brugtbilkunderne det samme. Giv reel forbrugerorientering om, at seriøse brugtbilforhandlere er medlem af DBFU.

Karl-Ove Pedersen

Direktør DBFU (Dansk Bilforhandler Union)
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063